Posted: 15 Mar. 2022 4 min.

Kære SMV. Kig dig over skulderen, hvis du ikke vil køres over af opsvinget

Topic: God selskabsledelse

Innovationshastigheden har fart på i Norden. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at danske virksomheder tænker tre skaktræk frem og ikke trykker snooze på innovationsviljen.

Virksomheder med en ledende position på deres marked mister markedsandele hurtigere og hurtigere. Det er ikke bare en fornemmelse, jeg sidder alene med. Det er en kendsgerning.

Den såkaldte ”topple rate” er kraftigt stigende. Topple rate er en udregning af sandsynligheden for, at en virksomhed, der ligger i toppen af en branche målt på omsætning, vil miste sin førerposition indenfor de næste fem år.

Og det er faktisk ikke en ny trend. Den gennemsnitlige topple rate er steget siden 1965 og accelererer ofte under højkonjunktur. Eksempelvis var topple raten i 2008 dobbelt så høj som i 1965. Dengang som nu styrker digitaliseringen af vores samfund muligheden for disruption. Det betyder, at hurtigvoksende virksomheder spiser sig hurtigere ind på modne markeder end tidligere.

3 vigtige træk, som styrker innovationskraften
Innovationshastigheden har fart på, og det er selvfølgelig godt for de virksomheder, der formår at ride med på bølgen og tilpasse deres virksomheder til den nye virkelighed.

Men det betyder også, at der bliver større afstand mellem dem, som skaber værdien og dem, der høster frugterne. 

Eksempelvis får chaufføren, der tilbringer slidsomme dage og nætter i varebilen for at bringe varer ud, langt mindre ud af sit arbejde, end idémanden bag platformen, der gør det nemt for danskerne at købe ind og få leveret til døren. Det sker til trods for, at det er chaufføren, der i praksis skaber en stor del af værdien.

Så hvordan vælger virksomhederne at være det rigtige sted i værdikæden? Der er tre specifikke trends, som virksomheder – startups som etablerede virksomheder – kan lade sig inspirere af.

1. Undgå at eje tunge aktiver
Det er et faktum, at ”asset”-tunge virksomheder, der ejer ejendomme, maskiner, biler osv. udvikler sig langsommere end virksomheder, der ikke ejer store aktiver. Denne udvikling står i kontrast til de gode gamle dage, hvor dem, der ejede mekanikken og udstyret, også høstede væksten. I dag er vinderne dem, der formår at placere sig centralt eller skabe en platform uden at eje mekanikken. Den udvikling kan hurtigt aflæses på børsen, hvor verdens mest værdifulde virksomheder i dag udgøres af platforme som Amazon, Alphabet og Microsoft. Det, der er værd at eje i dagens Danmark, er data om kunden. Og hvis du ikke holder fast i disse data, risikerer du at give din virksomhed væk meget tidligt på rejsen.

2. Indgå i partnerskaber
Flere og flere virksomheder indser i dag, at det er nødvendigt at outsource tunge og tidskrævende poster for at skabe mere agilitet og dermed frigøre innovationskraft. Der sker i erkendelse af, at andre virksomheder er bedre til visse opgaver end virksomheden selv. Det kan for eksempel være digitalisering, markedsføring eller bogholderi. I mange tilfælde kan det betale sig at indgå partnerskaber med andre specialiserede virksomheder, så du selv kan fokusere på din egen kerneforretning.

3. Tænk kortsigtet
Mange traditionelle virksomheder arbejder i dag med en forestilling om et produkt, der har en tidshorisont på 15-20 år. Men den tidshorisont hører fortiden til. Teknologiens hastige udvikling betyder, at den gennemsnitlige produktlevetid er blevet meget kortere. Bare tænk på din smartphone eller computer, som nærmest er oldtidsklenodier efter blot fem års brug. Og tendensen gælder ikke kun forbrugerteknologi. Mange brancher vil blive ramt af den nedsatte produktlevetid. Derfor er det nødvendigt at justere sin produkt-livscyklus til en levetid på otte, ni eller maksimalt 10 år.

De tre skaktræk, du skal tænke i, er altså at luge ud i opgaverne, skabe mere innovationskraft og genbesøge din forretningsmodel. Hvis du har disse træk i baghovedet, kan du være godt på vej til at sikre, at din virksomhed får en større del af væksten – frem for at blive kørt over af den.

Forfatter spotlight

Jørn Jepsen

Jørn Jepsen

Partner

Jørn er leder af Deloittes Private kundeprogram og har arbejdet med forretningsstrategier, revision og rådgivning i mere end 30 år. Som dansk leder af Deloitte Private er Jørns fokus særligt på at få danske små og mellemstore virksomheder til at excellere globalt.

$(document.head).append(''); $(document.head).append('