Indsigt

Fynsk revisionsfirma slutter sig til Deloitte

Deloitte opruster på revision og rådgivning til små og mellemstore virksomheder

Det største, lokalejede fynske revisionsfirma Census slutter sig til Deloitte. Dermed styrker Deloitte sin rådgivning overfor landets små og mellemstore virksomheder.

København, Danmark – 22. maj 2014  

”Små og mellemstore virksomheder søger i stigende grad kvalitet i deres rådgivning. De forventer en revisor og rådgiver, der på alle parametre kan hjælpe dem med at skabe forretningsmæssig succes. Vi har i Deloitte et klart målbillede om at være den foretrukne rådgiver i dette marked, og fusionen med Census styrker os yderligere på vejen mod dette mål”, siger Jørn Jepsen, partner i Deloitte og leder af Region Syd.
 

Per Therkelsen, der er en af indehaverne i Census, glæder sig til, at han og 32 medarbejdere rykker ind på Deloittes kontor i Odense d. 1. august 2014.

”Ved at slutte os til Deloitte kan vi give vores kunder en bedre service. Skal man fortsat være relevant for små og mellemstore kunder, kræver det så store investeringer i kompetencer og produkter, at Deloitte var oplagt at slutte sig til”, siger han og fortsætter:

”Og så har jeg altid været glad for den kultur, som er i Deloitte. Den passer godt til os”, siger han.
 

Flere end ni ud af ti danske virksomheder betegnes som små eller mellemstore. Deloitte, der er landets største revisions- og rådgivningsfirma, er allerede de små og mellemstore virksomheders foretrukne sparringspartner. Den position ønsker Deloitte at styrke.
 

”Små og mellemstore virksomheder er i særdeleshed ryggraden i dansk erhvervsliv. Derfor er vi utrolig glade for, at vi nu kan tilbyde dem et endnu stærkere tilbud, der støtter op om de produkter, teknologier og kompetencer, som vi allerede i dag tilbyder dem”, siger CEO i Deloitte, Anders Dons.

Fandt du dette nyttigt?