Case study

Professionalisering i Moeskjaer sikrer vækst med værdi

”Det der før tog tre dage at lave, tager nu tre timer. Det betyder, at vores dygtige medarbejdere kan fokusere på det, der skaber værdi for forretningen, mens jeg kan koncentrere mig om kunderne.” Christian Moeskjær, ejer af Moeskjaer Aps

Når vi griber ud efter mælken i supermarkedet, stikker vi måske hånden ind i et kølerum fra Moeskjaer. Moeskjaer er en lille grossistvirksomhed, som på kort tid har vokset sig stor på det danske marked inden for køle- og frostelementer – et væksttempo, der kræver, at tungen holdes lige i munden, fortæller ejer, Christian Moeskjær:

”Når man vækster så hurtigt, som vi gør, risikerer man at miste overblikket. Derfor er det altafgørende, at vi indsamler data på alt – og at vi følger op og analyserer på tallene. Til den opgave skulle vi bruge en revisor med en god forretningsnæse, og som kunne bruge data til at kigge i krystalkuglen frem for at fortælle, hvad vi burde have gjort, når det er for sent.”

I begyndelsen af 2015 overtog Christian Moeskjær forretningen efter sin far. Opgaven bestod først og fremmest i at professionalisere forretningen, så den var gearet til vækst og visioner.

”Vi havde brug for kompetencer, vi som en lille virksomhed ikke selv har til rådighed. Fx skulle vi bruge en momsekspert til at gennemgå momskoder, fordi vi handler meget i udlandet. Vi skulle bruge en excelspecialist, som kunne modificere vores budgetter og effektivisere vores arbejdsgange. Vi skulle bruge hjælp til økonomistyring, likviditet og perioderapportering, og vi skulle bruge strategisk sparring. Hos Deloitte kunne vi få det hele - jeg behøvede kun at ringe til én person. Det har sparret mig for en masse tid og panderynker,” fortæller Christian Moeskjær, som tilføjer at Deloittes regnedrenge og -kvinder har været en god investering for hans firma.

”Vi har gjort en rigtig god investering ved at trække på Deloittes specialister. Fx. brugte en af vores medarbejdere førhen tre dage på at håndtere bilag, men med de nye værktøjer bruger hun kun tre timer. Bedre budgetstyring betyder også, at vi nu nemmere kan få kreditter i banken, til en bedre rente. Det er jo direkte målbart på bundlinjen. For mig er det afgørende, at vi bruger tid på det, vi er gode til, og det, vi synes, er sjovt at lave. Jeg har nogle fantastisk dygtige medarbejdere, som har bragt Moeskjaer til det sted, vi er nu. I min verden giver det ingen mening at sætte dem til at fedte med andet, end det de er eksperter på. ”
 

Om Moeskjaer
Moeskjaer Aps er en fynsk virksomhed, der arbejder med køle- og frostrum. Deres kerneydelse består i at lave hele pakkeløsninger lige fra importdelen fra hele Europa til dimensionering og montering af kølerummene. De er på nuværende tidspunkt 19 ansatte og har en årlig omsætning på ca. 50 mio. kr. Væksthus Syddanmark har udpeget 10 vækstkometer, hvor Moeskjaer ApS landede på en 3. plads. 

 

Fandt du dette nyttigt?

Relaterede emner