Case study

Stort forretningsløft til Danmarks nye vasketøjssucces Washa

”Deloitte giver os altid et knivskarpt, professionelt syn på, hvordan tingene hænger sammen. Jeg ved, at alle tal og rapporter er i orden, og jeg er altid stensikker, når jeg træffer en beslutning. Jeg stoler rigtig, rigtig meget på vores rådgiver, og med hans hjælp er Washa kommet vanvittigt langt på kort tid.” - Karim Ben M’Barek, direktør i Washa

Udfordring
En vaskemaskine, et website og en app var alt, hvad der skulle til. Danmarks første online rense- og vaskeservice til private blev en realitet i 2014. Washa tilbyder afhentning, vask, rens, strygning og udbringning af rent vasketøj og har på blot få år fået stor succes. I 2015 fik Washa investorpenge gennem DR’s tv-program Løvens Hule, virksomheden voksede, og snart blev de tre, unge stiftere af Washa kontaktet af Berendsen, Danmarks førende vaskeri.

”Det stillede naturligvis nogle krav til os. Vi var et I/S på det tidspunkt og skulle omstrukturere Washa til et ApS med tilbagevirkende kraft. Alting skulle stå snorlige, og vi skulle være ekstremt grundige med alt. Også vores bogføring, som vi hidtil havde klaret selv. Vi havde brug for en virkelig professionel partner, som kunne skabe struktur for os og tryghed for vores investorer,” siger Karim Ben M’Barek, direktør i Washa.

Løsning
Washa mødte Deloitte første gang i forbindelse med et ambitiøst vækstprogram for danske iværksættere,
Accelerace. Deloitte var blandt dommerne, og Washa vandt tre timers virksomhedsrådgivning skræddersyet til deres behov.

”Efterfølgende kontaktede vi Deloitte. Vi ville have en økonomisk rådgiver med et godt ry og høj grad af professionalisme. Dog var vi lidt usikre på, om vi var for små, og om prisen ville være for høj. Vores bekymring blev hurtigt gjort til skamme. Vores rådgiver slog 100 pct. igennem og viste sig at være lige den sparringspartner, vi havde brug for. Og prisen blev skræddersyet, så den passer til os,” siger Karim Ben M’Barek.

”Vores rådgiver viser enorm interesse for os, han kan forklare ting på et plan, så vi forstår det, og han har en god struktur for de dokumenter, vi skal udarbejde. Han tager telefonen, når jeg ringer kl. 23 om aftenen, og han hjælper os med alt det, vi skal være opmærksomme på i forhold til bl.a. skat og aftaler. Han har en enorm viden og erfaring, som vi trækker på mange gange om ugen. Vi træffer ikke økonomiske beslutninger uden at rådføre os med ham først,” siger Karim Ben M’Barek.

Resultat
Deloitte har hjulpet Washa med at gå fra at være en lille personligt drevet virksomhed til at være en selskabskonstruktion, der kan rumme den store opmærksomhed fra investorerne. Deloitte klarer bogholderiet, revisionen og årsregnskabet samt løbende rådgivning om strategiske beslutninger.

”Deloitte giver os altid et knivskarpt, professionelt syn på, hvordan tingene hænger sammen. Jeg ved, at alle tal og rapporter er i orden, og jeg er altid stensikker, når jeg træffer en beslutning. Jeg stoler rigtig, rigtig meget på vores rådgiver, og med hans hjælp er Washa kommet vanvittigt langt på kort tid,” siger Karim Ben M’Barek og tilføjer: ”Vi har fået frigivet meget tid og kan fokusere 100 pct. på vores kerneforretning og kunderne.”

Washas forretning i Storkøbenhavn skal vokse yderligere, og dernæst er målet at etablere et selskab i England. Også i den forbindelse forventer Karim Ben M’Barek, at samarbejdet med Deloitte skal fortsætte.

”Deloittes internationale netværk kommer os uden tvivl til gode, når det bliver mere almindeligt for især den nybagte familie og travle karrierefolk ikke længere at bruge tid på at vaske tøj,” slutter han.

Om Washa
Washa er en online vaske- og renseservice, som ønsker at give kunderne mere tid til det, de holder allermest af. Derfor tilbyder Washa vaske- og rensetøj leveret lige til døren på under 48 timer. Virksomheden blev etableret i 2014, er på kort tid vokset fra tre til 20 medarbejdere og har fået investorer som Christian Stadil, Jesper Buch, Tommy Ahlers, samt Berendsen.

En vaskeægte succes for Washa

Fandt du dette nyttigt?

Relaterede emner