Pressemeddelelser

Verdens unge forlanger handling for klimaet

Millennial-generationen er parat til at stemme med både fødder og pengepung, hvis virksomheder ikke tager de unges bekymringer for miljø og sociale forhold alvorligt.

Virksomheder verden over får et vink med en vognstang i Deloittes 8. årlige undersøgelse af millennial-generationens holdninger. Markant flere 17-36-årige forbrugere og arbejdstagere vil uden tøven fravælge varer og arbejdspladser, hvis virksomhederne ikke lever op til de unges forventninger inden for sociale og miljømæssige forhold.

Især blandt danske unge er der langt større fokus på klima og miljø, end der har været i tidligere undersøgelser. Tre ud af fire unge mener endog, at virksomhederne fokuserer mere på at skabe profit end på at tage hensyn til samfundet.

”De unge har en udtalt bekymring for udviklingen i klimaet. Problematikken står højt i deres bevidsthed, og derfor er det afgørende for erhvervslivet at forholde sig til de unges bekymringer, hvis de vil tiltrække og fastholde dem som kunder og talenter,” siger Camilla Kruse, talentleder i Deloitte.

Ifølge undersøgelsen har 42 procent af de unge således styrket deres relation til virksomheder, som ifølge de unge har produkter eller ydelser med en positiv påvirkning på samfundet eller miljøet. Omvendt har næsten hver tredje blandt millennial-generationen enten afsluttet eller mindsket relationen til virksomheder, som ifølge de unge har en negativ påvirkning.

”De unges protest kan betyde knald eller fald for virksomheder, der undlader at tage de unges bekymringer alvorligt. Og da millennial-generationen udgør over halvdelen af verdens befolkning og arbejdsstyrke, har virksomhederne al mulig grund til at lytte til dem,” siger Camilla Kruse.

FN’s verdensmål på dagsordenen

Undersøgelsen afslører skarpe modsætninger mellem de unge og virksomhederne. Hver fjerde mener således, at virksomhederne skal bidrage til at forbedre og beskytte miljøet, men kun hver 10. mener, at virksomhederne lever op til det.

Desuden har millennial-generationen klare forventninger om, at deres arbejdsplads tilbyder kompetenceudvikling, bidrager til at forbedre medarbejdernes livsforhold og engagerer sig i samfundsemner som uddannelse, ulighed, mangfoldighed og jobskabelse. På disse områder efterlyser de unge også, at virksomhederne lever op til forventningerne.

Camilla Kruse peger derfor på, at FN’s 17 verdensmål bør være på enhver virksomheds dagsorden.

”Både forbrugere og samfund kræver bæredygtige og sociale initiativer, og her er FN’s verdensmål en fælles referenceramme, som virksomhederne kan bruge til at målrette deres fokus. På den måde kan verdensmålene agere løftestang og åbne et enormt potentiale for vækst og innovation og for at tiltrække unge talenter,” fastslår Camilla Kruse.

Deloittes millennial-undersøgelse er baseret på 16.400 interviews blandt 17-36-årige og den lidt yngre generation Z i 42 lande. 202 danske unge har deltaget i undersøgelsen.

Fandt du dette nyttigt?