Insight

Krav til digitale bogføringssystemer, der ikke er registreret

Erhvervsstyrelsen har udsendt udkast til bekendtgørelse om krav til virksomheders digitale bogføringssystemer, der ikke er registreret.

Høringsudkastet indeholder krav til virksomheders digitale bogføringssystemer, der ikke er standardsystemer registreret hos Erhvervsstyrelsen, fx egenudviklede eller specialtilpassede bogføringssystemer. Høringsfristen på udkastet er den 5. september 2023.

Erhvervsstyrelsen (ERST) har den 9. august 2023 udsendt udkast til bekendtgørelse om krav til virksomheders digitale bogføringssystemer, der ikke er registreret efter bogføringsloven, fx egenudviklede eller specialtilpassede bogføringssystemer.

Høringsudkastet beskriver de krav, som den store mængde virksomheder, der ikke anvender standardsystemer, skal følge med reference til den nye bogføringslov fra 2022. Disse virksomheder har selv ansvaret for at de anvendte bogføringssystemer lever op til bogføringslovens og bekendtgørelsens krav. ERST har i februar 2023 udsendt bekendtgørelse med krav til de bogføringssystemer, som systemudbydere ønsker registreret hos ERST som standardsystemer.

Høringsudkastet indeholder bl.a. bestemmelser om:

  • Hvad der er omfattet af definitionen på et bogføringssystem
  • Hvilke felter bogføringssystemet skal indeholde til registrering af de enkelte transaktioner
  • Hvilke oplysninger bogføringssystemet skal tildele den enkelte transaktion
  • Håndtering af ændringer til foretagen bogføring
  • Digital opbevaring af dokumentation for de enkelte transaktioner (fx bilag) direkte i systemet med visse undtagelser hertil
  • Ugentlig sikkerhedskopiering og opbevaring af sikkerhedskopi hos en ekstern part; dvs. en ikke nærtstående part, på en server i et EU- eller EØS-land
  • Understøttelse af automatisk fremsendelse og modtagelse af elektroniske fakturaer og kreditnotaer i nærmere definerede formater
  • Understøttelse af deling af virksomhedens bogføringsdata med fx offentlige myndigheder i standardfilformat
  • Understøttelse af afstemning af virksomhedens bogføring med virksomhedens bankkonti
  • Identifikation af posteringer, der ikke er afstemt til virksomhedens bankkonti

Bestemmelserne i udkastet til bekendtgørelsen er for en stor dels vedkommende relativt overordnede og forudsættes udfyldt ved yderligere vejledning fra ERST.

Bekendtgørelsen forudsættes at træde i kraft 1. januar 2025.

Høringsfristen på udkastet er 5. september 2023. Du kan læse høringsudkastet her.

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('