Analyse

Global Powers of Luxury Goods 2019

Luksusmarkedet i vækst

Verdens 100 største virksomheder fortsætter den flotte vækstkurs fra 2018 og har på et år øget omsætningen med tilsammen 30 mia. dollars.

Det viser 2019-udgaven af Deloittes årlige analyse, Global Powers of Luxury Goods. Analysen undersøger udviklingen blandt verdens 100 største producenter af luksusmærkevare, hvor blandt andet danske Pandora er repræsenteret som nummer 20 på listen. 

Generelt er der godt gang i salget af de dyre mærkevarer, og i det seneste finansår (FY17) omsatte de 100 største producenter samlet for 247 mia. dollars sammenlignet med 217 mia. dollars sidste år. Udviklingen ser ud til at fortsætte – til trods for at væksten på flere vigtige markeder ser ud til at have tabt pusten. Det gælder for eksempel det kinesiske, amerikanske og europæiske marked.

Et nyt luksussegment ser dagens lys

Mange aktører i markedet zoomer i øjeblikket ind på et nyt segment, som ventes at få afgørende betydning for væksten de kommende år. Forbrugerne går under navnet ’HENRY’er’, som er en forkortelse for ’High-Earners-Not-Rich-Yet’. Der er tale om en gruppe unge millennials med en karriere, der for alvor tager fart i disse år. De tjener godt med penge allerede og vil de kommende år være blandt verdens rigeste forbrugere. Derfor er købekraften blandt dette segment rigtigt interessant. 

Men som de fleste, der har studereret millennials-segmentet, ved, er det ikke nok for producenterne at levere produkter af høj kvalitet, hvis man ønsker at gøre sig attraktiv for denne forbrugergruppe. Produkterne skal også være bæredygtige – og det samme gælder forretningen. Det fortæller Deloittes ekspert i modebranchen, Morten Gade Steinmetz: 

”Alle taler i disse dage om bæredygtighed, miljøvenlig produktion og plastikgenbrug, og aktører i branchen afsætter mange ressourcer i at være med til at løse fremtidens udfordringer. Virksomhederne er godt klar over, at de er nødt til at tale med på den bæredygtige agenda for at fange forbrugernes opmærksomhed,” siger han og tilføjer:

”Men for luksusbrands er det ikke nok udelukkende at fokusere på den bæredygtige agenda. Man er også nødt til at personliggøre produkterne og hele købsoplevelsen. Det forventer millennials-segmentet,” siger han.

 

Global Powers of Luxury Goods 2019
Fandt du dette nyttigt?