Analyse

Analyse af transportbranchen 2016

Transportanalysen 2016 viser en fortsat vækst og generel bedring i den danske transportbranche, hvor det går fremad for både speditører og vognmænd. Særligt de mindre virksomheder viser flotte væksttal.

Det er gode tider for de danske transportvirksomheder. Flere har overskud, indtjeningen er stigende, og antallet af konkurser er halveret siden 2010. Bedst går det for de små vognmandsvirksomheder, der kan sætte flest penge i banken pr. ansat. Det viser Transportanalysen 2016 fra Deloitte.

”Der er ingen tvivl om, at de danske vognmænd nyder godt af det generelle opsving i økonomien. Alene hen over de sidste to år er det gennemsnitlige primære resultat pr. ansat steget med ca. 40 pct. Samtidig er andelen af virksomheder, der kører med underskud på retur,” siger partner i Deloitte, Lars Andersen.

Analysen viser, at bedringen er generel hos både speditører og vognmænd, men også at de største virksomheder kæmper lidt mere med resultaterne. At de store virksomheders resultater generelt er mindre positive, er dog ikke nødvendigvis lig med dårlige tider, påpeger Lars Andersen.

I øjeblikket er det ikke attraktivt at have penge stående i banken, og den positive udvikling i branchen gør investeringer mere interessante for de store virksomheder, hvilket kan påvirke resultatet. I analysen kigges der derfor også nærmere på et konsolideringsmarked, hvor også kapitalfondene i stigende grad går efter at investere direkte i eksempelvis transportbranchen. Analysen giver også et perspektiv på de nye toldregler fra SKAT og gode råd til, hvordan virksomhederne kan sikre sig, at reglerne efterleves.

Transportanalysen 2016 er baseret på tal fra 158 speditører og 730 vognmænd. Den bygger på de seneste tre års nøgletal og resultater i branchen.

Læs mere i Deloittes Transportanalyse 2016

Download Transportanalysen 2016

Fandt du dette nyttigt?

Relaterede emner