Indsigt

Analyse af priser på onshore og offshore vindmølleparker, april 2015

En statistisk benchmark metode

På baggrund af data fra 280 globale on- og offshore transaktioner viser vi hvilken pris investorer er villige til at betale for 1 megawatt i forskellige stadier af vindmølleprojekter.

Igen i år har Deloitte opdateret analysen af transaktionspriser på onshore og offshore vindmølleparker, som nu inkluderer 280 transaktioner. Vores udgangspunkt er en statistisk model, der gør det muligt at estimere prisen på vindmøllekapacitet i de forskellige udviklingsstadier fra projektplanlægning og frem til idriftsættelse af vindmølleparken.


De globale resultater
Analysen viser at globale investorer i gennemsnit betaler ca. 1,7 mio. euro per installeret megawatt i en onshore vindmøllepark mod ca. 4,5 mio. euro per installeret megawatt i en offshore vindmøllepark, hvilket for offshore vindparker er en stigning i forhold til sidste års estimat. De højere priser på offshore vindparker relativt til onshore vindmølleparker skyldes højere omkostninger til specielt fundamenter og opførelse af vindmøllerne. Priserne per megawatt for projekter under udvikling eller konstruktion er noget lavere og kan findes i artiklen.

 

Ny analyse påviser en alderseffekt
Vi har i år tilføjet en ny delanalyse, hvor vi undersøger hvorledes en vindmølleparks alder påvirker megawattprisen. Vi viser således at prisen på en vindmøllepark falder med ca. 70.000 euro per megawatt per år møllerne har været i drift. Nye vindmølleparker er blevet handlet til ca. 1,84 mio. euro per installeret megawatt.


Varierende transaktionspriser over tid
Vi har analyseret hvordan prisen på installeret kapacitet har varieret over tid. Denne analyse viser, at mens de globale priser per installeret megawatt faldt ca. 0,3 mio. euro mellem 2008 og 2013 så har vi over de seneste 3 år observeret et relativt stabilt prisniveau på ca. 1,6-1,7 mio. euro per megawatt.


Geografiske variationer i transaktionspriser
Vi viser også, at der eksisterer variationer i transaktionspriser på tværs af kontinenter og lande i forhold til det globale gennemsnit. For eksempel handles onshore vindparker i Asien, Nordamerika, Frankrig, Polen og Tyskland til lavere priser når man sammenligner med det globale gennemsnit, mens vindparker i Australien & New Zealand, Central & Sydamerika, Spanien samt Storbritannien bliver handlet til højere priser.

Download hele den globale analyse her på siden og få adgang til transaktionsdata og geografiske analyser ved at udfylde ordreformularen på side 23.

Fandt du dette nyttigt?