Indsigt

Robotter sætter strøm til Ørsteds transformation

Førende virksomheder tænker nu robotter ind som redskab i større forandringsprocesser.

I begyndelsen af 2017 fik Energivirksomheden Ørsted 10 nye ’kolleger’. Det var der sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i bortset fra, at det var 10 robotter.

”Vi havde en idé om, at der lå nogle manuelle opgaver, der kunne automatiseres. Når man f.eks. ændrer en it-platform, så er der en manuel overførsel af data, som vi gerne ville sætte strøm til,” siger Peter Loof Helth, der leder Ørsteds arbejde med robotter.

Men Ørsted valgte i samarbejde med Deloitte en mere transformativ tilgang til automatisering med robotter – et felt der også kaldes Robotics eller Robot Proces Automatisering (RPA), hvilket ikke er fysiske robotter med kunstig intelligens men software, der kan udføre regelbaserede gentagende opgaver.

”Vi er i gang med at transformere os selv til et grønt energiselskab, og vi leder efter nye måder at lave grøn energi bedre og billigere. Vi og vores kunder er også i en stadig mere digital verden. Derfor ændrer vi i disse år en række processer og organisering. Det er oplagt, at robotter tænkes ind i den rejse,” siger Peter Loof Helth.

Børsen 08-02-2018

Billigere og smartere grøn energi

 

Deloitte hjælper virksomheder med at indføre robotter, og partner Mikkel Boe peger på, at Ørsted er blandt de første virksomheder, der går skridtet videre og tænker robotter ind i en bredere forandring af organisationen.

”Indtil nu har man billedligt talt indsat en robot og sagt: ’Se hvor hurtigt den kan skrue skruer i’. Men den transformative tilgang betyder, at man i højere grad ser på processerne i en organisationen og f.eks. ændrer hele rækkefølgen af opgaverne,” siger Mikkel Boe.

RPA handler om at finde de opgaver, der kan automatiseres, f.eks. at åbne e-mails og vedhæftninger, flytte data og sikre, at data er korrekte. De interne processer ændres derefter, så opgaver, der kræver menneskehånd, vurdering og sagsbehandling, gemmes til sidst.

Ifølge Peter Loof Helth fra Ørsted kan der være store gevinster med robotter ved siden af mennesker.

”Automatisering sparer tid og fjerner en stor risiko for fejl. Vi arbejder bevidst med at ændre på den måde, vi løser opgaver på, så vi mennesker får mulighed for at gøre det, vi er bedst til. Vi flytter kræfter og fokus over på at lave grøn energi smartere og billigere”.

Download the full report - The Robots are ready. Are you?

Øget konkurrencedygtighed

I fem år har Deloitte hjulpet virksomheder med at indsætte robotter gennem kortlægning af processer, strategi og programmering. Deloittes team er i dag Danmarks største med cirka 50 medarbejdere. Mikkel Boe fra Deloitte vurderer, at potentialet for at indføre robotter er enormt.

”I en traditionel større virksomhed med 1000 ansatte har 10-20 procent af opgaverne potentiale til blive automatiseret”.

Han vurderer, at robotterne medvirker til at holde på danske jobs.

”Der tales om, at robotterne tager vores jobs. For få år siden flyttede virksomheder jobs til f.eks. Indien for at sænke udgifterne. Når man indfører automatisering, styrker det konkurrencedygtigheden og modvirker jobudflytning til gavn for dansk velfærd og skatteindtægter,” siger Mikkel Boe.

For Ørsted har der kun været få bagsider. ”Automatisering er en ny måde at gøre tingene på. Det er ikke en perfekt og 100% fejlfri løsning uden vedligehold. Men der er få bagdele, og alle bliver hurtigt hjulpet af robotternes bidrag til at løse de manuelle opgaver,” siger Peter Loof Helth.

Ørsteds erfaring er, at det kræver noget af virksomheden at få succes.

”Det er helt centralt med opbakning fra topledelsen og en gennemtænkt tilgang. Man skal også forstå, at det primært handler om procesoptimering og forandringsledelse, hvor både ledere og medarbejderne skal med på rejsen. Og så udvikler området sig vanvittigt hurtigt, så man skal ofte genbesøge sin plan,” siger Peter Loof Helth og understreger, at prisen i høj grad er den investerede tid.

”Umodne eller dårlige processer betyder, at mere tid skal investeres i at kortlægge og gøre dem klar til automatisering. Men det er langt billigere end traditionel it-implementering,” siger han.

Fandt du dette nyttigt?