Case study

Fra familieejet virksomhed til globalt partnerskab

Verdens største veterinærkoncern Henry Schein har købt 85 pct. af den danske familievirksomhed KRUUSE A/S. Det er resultatet efter en skarp transformation og et komplekst, men professionelt generationsskifte i den traditionsrige virksomhed.

Den 120 år gamle veterinærgigant KRUUSE A/S, som leverer udstyr og forbrugsvarer til dyrlæger og dyrehospitaler verden over, har i fire generationer drevet en sund virksomhed og skabt sig et globalt brand.

I 2008 valgte ejeren at styrke virksomheden yderligere med en ekstern bestyrelse, samt en ny administrerende direktør. KRUUSE havde på det tidspunkt opbygget et så velrenommeret navn, at ejeren sammen med bestyrelse og ledelse spottede mulighed for at styrke virksomhedens brand endnu mere.

Opgaven var derfor at finde ud af, hvilke højder virksomheden kunne løftes til. Første skridt var at ekspandere markedet i Norden og investere yderligere i brands og markeder.

I 2013 var virksomheden klar til at realisere sine vækstambitioner om en omsætning på 2 mia. kr. i 2020. Virksomheden skulle både vokse organisk og gennem opkøb, og bestyrelsen og direktionen udarbejdede et oplæg, som Kruusefamilien kunne godkende. Dette resulterede i et planlagt generationsskifte.

”Vi skulle sikre tilfredse aktionærer, men også virksomhedens vækst. Og hvis målet var at blive en milliardforretning, så var næste skridt at få en stor investor med om bord,” siger Peter Eriksen Jensen, bestyrelsesformand i KRUUSE.

Kolossalt benarbejde
KRUUSE skulle nu klargøres til det besluttede generationsskifte, og det ville kræve et tæt samarbejde med et rådgivningshus inden for Corporate Finance at nå i mål. Vurderingen af virksomhedens værdi var nogenlunde ens mellem de tre mulige samarbejdspartnere, som blev inviteret til møde. Men Deloitte præsenterede et yderst professionelt, gennemarbejdet og perspektiveret oplæg og vandt derfor opgaven.

”Deloitte havde lavet et kolossalt benarbejde og kunne give os informationer om markedet, som bekræftede deres kompetencer. Det affødte stor respekt fra os, men også fra familien Kruuse. Derudover repræsenterede Deloitte et menneskesyn, der gjorde mig helt tryg ved at lade dem håndtere generationsskiftet. Generationsskiftet skulle foregå på en respektabel måde over for de tidligere ejere, og samtidig skulle vores rådgivere være skarpe nok til at præcisere potentialerne i virksomheden over for en mulig køber og klargøre virksomheden internt til salg,” siger Peter Eriksen Jensen.

Regnskabstallene funklede
Den amerikanske veterinærkoncern Henry Schein, Inc. havde tidligere ytret ønske om at komme i betragtning ved et eventuelt salg af KRUUSE. Ledelsen og bestyrelsen var enige om, at Henry Schein var det bedst strategiske match.

Efter indledende møder mellem KRUUSE og Henry Schein gik Deloitte i gang med det omfattende forberedende salgsarbejde. På mere end 100 sider blev alle forhold i virksomheden KRUUSE beskrevet, lige fra marked og medarbejdere til supply chain og økonomi og - ikke mindst - det fremadrettede potentiale. Derudover fik Deloitte Transaction Services til opgave at bearbejde KRUUSEs data i en finansiel vendor due diligence.

”Her startede forhandlingsopgaven for alvor. Henry Schein finkæmmede regnskabsbøgerne, og due diligence varede i knap tre måneder. Men der var ikke en finger at sætte nogen steder. Deloitte havde styr på alle tal,” siger Peter Eriksen Jensen.

Fra vision til eksekvering
I september 2015 underskrev KRUUSE aftalen med Henry Schein, som dermed overtog 85 pct. af ejerskabet. De resterende 15 pct. ejes af Mads Kruse, der er fjerde generation i Kruusefamilien og medlem af bestyrelsen.

Ved overtagelsen udgjorde KRUUSEs egne brands 55 pct. af porteføljen. Henry Schein har fuld fokus på, at der skal stå KRUUSE på en endnu større andel af porteføljen, og derudover skal væksten øges globalt. I øvrigt skal der i Danmark etableres et globalt R&D-center til udvikling af fremtidige løsninger.

Fra lille til stor
Processen har været kompleks og til tider tung, fordi Henry Schein er noteret på NYSE. Som dansk selskab har KRUUSE bemærket, at visse områder krævede en større indsats og efterfølgende styrkelse af organisationen. Denne situation trak processen ud, hvorfor en afsluttende handel blev noget forsinket i forhold til den oprindelige plan.

”Vi har lært, hvad det vil sige at komme fra en lokal familievirksomhed, som i alle år har kørt efter god praksis og levet op til nordiske normer og regler omkring produkter, miljø og risici, til at komme over i en amerikansk børsnoteret virksomhed. Her er detaljeringsgraden i kravene forståeligt nok langt over det niveau, man forventer i Norden,” siger Peter Eriksen Jensen.

Topprofessionel og tillidsfuld
Dokumentation og redegørelser var ekstremt tidskrævende, men blev ifølge Peter Eriksen Jensen i høj grad båret igennem af KRUUSEs direktør Jesper Schmidt. Derudover har Deloitte været en solid og tillidsfuld støtte i forhold til både rådgivning og dokumentation, samt integration af økonomiprocesser, som KRUUSE er i fuld gang med nu.

”Jeg blev bekræftet i, at vores valg af Deloitte Corporate Finance var det helt rigtige, og teamet bag har leveret varen til vores fulde tilfredshed. De har ydet fantastisk rådgivning og er topprofessionelle forhandlere med styr på alt og alle. Derudover er de behagelige mennesker at arbejde sammen med, hvilket specielt i en familieejet virksomhed er en væsentlig faktor,” siger Peter Eriksen Jensen.

Om KRUUSE
KRUUSE er Nordens førende leverandør af udstyr og materialer til diagnostik, behandling og postoperativ pleje i veterinærbranchen. Virksomheden har ca. 300 medarbejdere og sælger løsninger i over 100 lande. I 2015 indgik KRUUSE aftale med den amerikanske koncern, Henry Schein, Inc., som har købt aktiemajoriteten af virksomheden. Henry Schein er verdens største udbyder af healthcareprodukter og services til tandlæge-, veterinær- og sundhedsklinikker.

Udfordring
For at udvikle sit brand og markedsposition skulle veterinærvirksomheden KRUUSE klargøres til et salg, hvilket ville kræve hjælp af en ekspert inden for Corporate Finance.

Løsning
Deloitte forestod klargøringen af KRUUSE til generationsskifte, herunder dokumentation af økonomi, organisation og supply chain, samt rådgivning af ledelsen og bestyrelsen undervejs i processen.

Resultat
KRUUSE er lykkedes med at komme fra vision over strategi til eksekvering, på trods af at forløbet har været langt og komplekst. Deloitte har rådgivet professionelt hele vejen igennem, og KRUUSE er nu gearet til at indgå i en stor amerikansk koncern med vækst og styrke på det globale marked. 

Fandt du dette nyttigt?