Pressemeddelelser

Den nordiske fintech-branche i vild vækst

Også danske virksomheder vil udfordre de etablerede finansielle institutioner

København, 22. februar 2017

Nye betalingsløsninger, robotrådgivning, blockchain-teknologier og alternative lånemuligheder. Små iværksættervirksomheder er i den grad i gang med at udfordre de etablerede spillere i den finansielle sektor. Det viser en ny rapport fra revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte. Alene i 2016 tiltrak den nordiske fintech-branche investeringer for mere end 1,2 mia. kr. Det er en stigning på 33 pct. på bare et år.

- Fintech-branchen er i dag det hurtigst voksende iværksættermiljø på tværs af hele Norden og står alene for 11 pct. af den investerede kapital. Allerede nu ser vi en lang række virksomheder tilbyde nye finansielle løsninger, der både er billige og brugervenlige, siger Rasmus Mølbjerg, der er digitaliseringsekspert i Deloitte.

Også i Danmark er der godt gang i fintech-branchen, fortæller Rasmus Mølbjerg:

- De seneste tre år har danske fintech-virksomheder formået at tiltrække tæt ved 120 mio. kr. fra forskellige investorer. Det betyder, at vi i dag har en stærk position inden for blockchain-teknologien og bitcoins. Samtidig nyder iværksættevirksomhederne også godt af, at vi generelt har en høj transparens i det finansielle system.

Selv om Danmark har fingeren på pulsen, er det dog svenskerne, der løber med den klart største andel af nye investeringer:

- Svenske virksomheder var meget tidligt ude med nye betalingsløsninger, ligesom Sverige har en meget stærk iværksætterkultur og et godt uddannelsesmiljø. Tilsammen betyder det, at svenskerne har lagt sig i en klar førerposition i forhold til de nye teknologier. Det er absolut noget, vi kan lære af i Danmark, siger Rasmus Mølbjerg.

Der er dog stadig mange forretningseventyr i vente for nye iværksættere. Kigger man længere ud i fremtiden, er det nemlig ikke kun fintech-virksomheder, der kan hente store gevinster, spår Rasmus Mølbjerg:

- Ud over fintech ser vi et spirende miljø inden for såkaldt ’regtech’, dvs. teknologiske løsninger, der kan hjælpe den finansielle sektor med at håndtere den stærkt stigende mængde af regulering. Også her er der store gevinster for de dygtigste iværksættervirksomheder og de investorer, som står klar med ny kapital.

Betalingsløsninger udgør den største andel af fintech-branchen. Herefter følger digitale løsninger til håndtering af privatøkonomien, digital investeringsrådgivning samt alternative lånemuligheder.

Om undersøgelsen
Deloittes ”FinTech in the Nordics” er en samlet kortlægning af den nordisk fintech-branche.

Læs hele FinTech rapporten

Fandt du dette nyttigt?

Relaterede emner