Indsigt

Kan kliniske forsøg virkelig udføres til halv pris?

Med bedre og standardiserede designs kan det lade sig gøre at skære markant i udgifterne til kliniske forsøg, skriver partner i Deloitte Martin Faarborg. Synspunktet har tidligere været bragt i MedWatch.

Kap en tredjedel eller halvdelen af udgifterne til kliniske forsøg ved at samarbejde, standardisere, designe og implementere forsøgene bedre. Sådan lød det for nylig fra Roches bestyrelsesformand Franz Humer i Financial Times. Han blev støttet af bestyrelsesformanden i Johnson & Johnson, Joaquin Duato, som også mente, at der lå et stort effektiviseringspotentiale ved at designe de kliniske forsøg mere fornuftigt. Ifølge Humer kunne virksomhederne i løbet af fem år opnå den betragtelige omkostningsreduktion.

Men er det virkelig realistisk at skære så meget af de høje omkostninger ved kliniske forsøg? De foretages ofte i adskillige forskellige lande over hele verden. Kan det store arbejde ved at teste, designe og rekruttere patienter over store dele af verden virkelig gøres så meget billigere?

Ja. Og det er nødvendigt for, at de kan fastholde en fornuftig forrentning over innovative produkters livscyklus.

Teknologier åbner muligheder for, at forskningsledere kan samarbejde på tværs over hele kloden og standardisere de mest centrale processer. Forskellige arbejdskulturer, normer og sprogbarrierer står i vejen for, at stordriftsfordelene kan indhøstes i øjeblikket, men der er ingen tvivl om, at medicinalvirksomhederne allerede i dag både har mulighederne og kan mærke nødvendigheden af at anvende dem for at skære ned på omkostningerne.

Regeringer verden over har de seneste år intensiveret deres fokus på medicinudgifterne, og er blevet benhårde at forhandle tilskud og priser med. Allerede i dag har medicinalvirksomheder verden over ifølge Forbes skåret cirka 300.000 jobs væk siden 2000. Halvdelen af dem er røget siden 2009. De vestlige regeringers prispres bliver efter alt at dømme ikke mindre og derfor er der al mulig god grund til at virksomhederne også sætter mikroskopet på deres udgiftsposter.

Fandt du dette nyttigt?

Relaterede emner