Indsigt

Aarhus letbane har 9 klare ledestjerner

Interview med Claus Rehfeld Moshøj, direktør for Aarhus Letbane

Det kan godt være, at vores udbudsmateriale fylder over 8000 sider, men bag dem har vi 9 ledestjerner, som vi hele tiden sigter efter, siger Claus Rehfeld Moshøj, direktør for Aarhus Letbane.

Når Aarhus i 2017 bliver europæisk kulturhovedstad bliver det ikke kun fejret med festivaller, workshops, kunstprojekter og meget andet, men også med en helt nyt letbane, der forvandler Odderbanen og Grenaabanen til en eldrevet letbane og forbinder dem med et nyt letbanespor til Aarhus Hovedbanegård.

Når man påtager sådan et letbaneprojekt vedkender man sig også arv og gæld,” siger Claus Rehfeld Moshøj, direktør for Aarhus Letbane. ”På de i alt 110 kilometer strækning, som bliver en del af letbanen, har vi både noget, som skal ombygges, nybygges, tilpasses og justeres. Det er ikke en nem opgave at få alt dette til at spille sammen, men vi synes til gengæld, det er sjovt.” 


Risikostyring et must
Med et så kompleks projekt på tegnebrættet har Claus Rehfeld Moshøj fra starten truffet nogle klare valg om fordelingen af risici: ”Når jeg ser på store infrastrukturprojekter over en bred kam er økonomisk risikooptimering næsten altid et ømt punkt,” fortæller han. ”Derfor har vi arbejdet hårdt på at definere nogle klare grænseflader og dermed også nogle klar skel for, hvem der håndterer hvilke risici. Hvad kan vi som bygherre håndtere selv? Hvad bør vi lade andre håndtere? I denne proces er vi kommet frem til, at de private aktører, efter vores opfattelse, er de bedste, når det gælder om at håndtere de tekniske risici. Derimod er det offentlige bedre til at håndtere økonomiske risici. Med et budget for letbanen på 3,5 milliarder kroner vil selv en lille procentmæssig risiko kunne udfordre en privat virksomheds økonomi alvorligt. Derfor tager de private aktører sig også godt betalt for at påtage sig disse risici. Her er 1 krone i risici lig med 1 kroner i meromkostninger. Det ønsker vi selvfølgelig ikke at betale.


Kontrakten i mindre bidder
I Aarhus har Claus Rehfeld Moshøj valgt at udbyde letbanen i flere mindre bider og én stor: ”Hos os er udbuddet lavet som et samlet transportsystem med både togleverandør og infrastruktur. Derimod gennemføres et separat udbud af driften af letbanen, ligesom vi har gennemført en lang række klassiske anlægsentrepriser, så eksempelvis tre store nye broer er færdige allerede nu.”

Lyder det kompliceret? Det er det også. Når man laver store udbud, er der mange forretningslogikker, der skal spille sammen, fortæller Claus Rehfeld Moshøj: ”I et projekt som vores er vi og vores leverandører jo nødt til at finde fælles fodslag på alle sider af bordet. Det gælder både i forhold til en entreprenørs forretningslogik, der har karakter af ’ind-anlæg-ud’ og en producentlogik, hvor du lever af en lang kunderelation, til en operatørlogik, hvor der typisk arbejdes ud fra meget små marginer over en lang tidshorisont.


Klar kommunikation
Transportsystemet på cirka 2 milliarder kroner er i Aarhus blevet gennemført som et design-build udbud med et udbudsmateriale, der løber op i mere end 8000 sider. ”På en lang række områder har vi detailspecificeret, og måske også for meget, hvad vi ville have” fortæller Claus Rehfeld Moshøj. ”Derfor opstillede vi 9 funktionskrav, som vi hele tiden vender tilbage til i dialogen med vores leverandør. Et eksempel er skalerbarhed. Leverandørerne skal bevise over for mig, at de ikke har bygget noget ind i systemet, der gør, at jeg ikke kan udbygge med en ny etape eller køre med flere tog. De skal også bevise, at deres løsning passer til danske forhold, herunder kulde, fugt, salt og sne. Så det kan godt være, vi har mange tusind siders materiale, men vi har også klart kommunikeret, hvad der er vigtigt for os og afspejlet det i vores evalueringsmodel, ligesom vi lytter til de løsninger, der bliver foreslået.” 

Ikke nok med, at Claus Rehfeld Moshøj og hans folk lytter til leverandørerne. De har også indbygget konkrete incitamenter i kontrakterne, fortæller han: ”Når man gennemfører et så stort projekt som vores, er man uundgåeligt nødt til at bruge både pisk og gulerod. Pisken er i den forbindelse vores milepæle, som er bodsbelagte – dog med den undtagelse, at al bod falder væk, hvis vi når den endelige milepæl, som jo er den, vi reelt går op i. Guleroden er til gengæld en incentive basket, som vi ligeledes har bygget ind i kontrakten, og som betyder, at vi og leverandøren deler de besparelserne, vi i fællesskab kommer frem til. Dermed pirrer vi hans behov for at tænke sig om en ekstra gang, og det kan der være mange penge i. Det har vi allerede set på de færdiggjorte broprojekter, hvor alle ekstraomkostninger blev dækket af den tilknyttede basket. Hvis vi alle sammen bringer vores viden til bordet og samarbejder om at finde de bedste løsninger, er der bedre sandsynlighed for, at vi får succes.

Fandt du dette nyttigt?