Pressemeddelelser

Hver fjerde dansker har ikke tjekket, om bankkontoen stemmer efter ferien

Danskerne er uforsigtige trods stor stigning i cybersvindel

København, 15. august 2016

Kreditkort, der bliver taget med ud i baglokalet. Pas, der bliver fotokopieret af hotelpersonale. Offentlige wifi-netværk uden de nødvendige sikkerhedsindstillinger. Mange danskere sløser med datasikkerheden, når de er ude at rejse. Alligevel siger 28 procent, at de ikke har fået tjekket deres kontoudtog, efter de er kommet hjem fra ferie. Det viser nye tal fra Deloitte.

- Der er ingen tvivl om, at man er ekstra disponeret for brud på datasikkerheden, når man er ude at rejse. Det gælder både, når man bruger kreditkortet, giver personlige oplysninger til hoteller eller logger på offentlige wifi-netværk uden at have styr på sikkerheden, siger cyberekspert i Deloitte Kim Schlyter.

De danske pengeinstitutter er ekstremt dygtige til at opdage kreditkortmisbrug. Alligevel er der god grund til selv at holde øje, mener Kim Schlyter.

- Hvis først en hacker får adgang til ens kreditkortoplysninger, er der jo frit spil for at bruge penge, indtil man selv eller banken opdager det. I Danmark får man heldigvis erstatning for den slags misbrug, hvis kreditkortet er privat. Det betyder dog ikke, at man ikke selv bør kigge ekstra godt på kontoen, når man har tilbragt et par uger sydpå, siger Kim Schlyter.

I det hele taget er danskerne sjuskede, når gælder datasikkerheden under solen, mener Kim Schlyter:

- Vi ved fra vores undersøgelser, at mere end hver fjerde ser passivt til, hvis kreditkortet fjernes fra deres synsfelt under ferien, fx når de betaler for maden på en restaurant. Vi ved også, at danskerne i stol stil genbruger deres koder, ligesom de laver passwords ud fra simple oplysninger som fødselsdage eller kæledyr. Det er alt sammen guld værd for cyberkriminelle, der er ude på at svindle.

Kim Schlyter forventer derfor også, at vi kommer til at se flere og flere datatyverier i de kommende år:

- Både datatyverier, identitetstyverier og svindel over internettet er i hastig vækst. Hackerne bliver dygtigere og dygtigere til at snyde deres ofre, så der er al mulig grund til at være forsigtig.

Ca. en kvart million danskere har inden for de seneste to år fået stjålet penge, fordi nogen har misbrugt deres kreditkort.


Fakta:
Tjekkede du din konto, da du kom hjem fra ferie, for at se, om der var uregelmæssigheder eller misbrug?

Nej: 28 pct.
Ja: 64 pct.
Ved ikke: 8 pct.

Tallene er baseret på i alt 1029 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Fandt du dette nyttigt?