Indsigt

Ny teknologi kan styrke relationen med kunderne

Den nye teknologi blockchain giver CMO’er en række forskellige muligheder for at styrke relationen med kunderne igennem digital produkt- og serviceudvikling og sikre kundernes data.

Du har muligvis hørt om blockchain i forbindelse med den digitale valuta bitcoin, men teknologien kan bruges til meget mere end blot økonomiske transaktioner. Selvom teknologien fortsat er i sin vorden, har både Barclays og World Economic Forum allerede udråbt blockchain til at kunne forandre både den finansielle og offentlige sektor, såvel som andre industrier.

Om de har ret i det, er endnu ikke til at sige, men teknologien vil potentielt forandre måden, data deles, og hvordan virksomheder og myndigheder interagerer med kunder og borgere. Dermed er teknologien også et helt unikt værktøj for CMO’er på tværs af industrier og sektorer. Med blockchainteknologien som fundament kommer der nye muligheder for at lave brugertilpassede produkter og services, hvilket gør teknologien til en differentiator.

”Med blockchainteknologien kan virksomheder levere services, der før var uden for rækkevidde, og som pludselig differentierer dem markant fra konkurrenterne” siger Rasmus Winther Mølbjerg, der er ekspert i digitale transformationer og Director i Deloitte Digital.

Skræddersyede produkter

Kort fortalt faciliterer blockchain sikker datadeling. Og samtidigt lader teknologien brugerne vælge, præcis hvilke data der skal deles med hvem og hvornår. Derfor er blockchain en empowerment af kunderne, mener Rasmus Winther Mølbjerg, fordi kunderne selv råder over deres egen data og kan dele den med de relevante parter, de ønsker, i det offentlige eller private. Eksempelvis kan data, som automatisk samles op via telefon, bil, wearables, IoT og lignende blive sikkert opbevaret af den enkelte, som så kan sende sundhedsdata til sin læge eller kørselsruter til sit forsikringsselskab, der kan tilpasse deres services efter kundens vilkår.

”Med blockchain kan relevant kundedata automatisk udløse et skræddersyet produkt til den enkelte,” siger han og peger på, at forsikringsselskaber via blockchain eksempelvis kan tilbyde ”fleksible løsninger, hvor kundedata sikrer, at kunden er optimalt dækket på alle tidspunkter – både i forhold til pris og risikopræmie.”

Det kunne foregå på følgende måde: I stedet for at dele alle sine kørselsdata med forsikringsselskabet, kan kunden og forsikringsselskab indgå en såkaldt ”smartcontract”. Denne kontrakt tilpasser automatisk dækning og pris baseret på kundedata – det betyder, at når kunden kører ordentligt over en periode, kan kontrakten udløse en rabat, uden at forsikringsselvsskabet modtager data om kunden. Samme logik kan anvendes til at udføre mikrobetalinger baseret på digital adfærd. Dermed er det muligt at lave nye former for loyalitetsprogrammer.

”Tænk på mulighederne for at lave mikrobelønninger for deling af indhold på sociale medier – det kan betyde en omlægning af store dele af marketingsbudgetterne. Mulighederne er enorme, men det kræver nytænkning. Derfor bør man tænke som en start-up virksomhed med start small, fail quickly, scale fast,” siger Rasmus Winther Mølbjerg.

Blockchain-laboratorium

Allerede nu begynder prototyper baseret på blockchain at blive sat i markedet. De kommer blandt andet fra Deloittes Blockchain Lab i Dublin, Irland, hvor 50 udviklere bruger teknologien til at finde konkrete, smarte løsninger på de udfordringer, en given virksomhed eller myndighed arbejder med. Prototyperne kan afprøves og bruges som pejlemærke til, om blockchainteknologien er den rette vej at gå.

”Det tager udviklerne mellem 2 og 14 dage at lave en prototype, der løser virksomhedernes konkrete udfordringer, og som gør teknologien både virkelig og levende,” siger Rasmus Winther Mølbjerg.

Fandt du dette nyttigt?