Insight

Ændring af momsloven

Nyt lovprogram varsler en række ændringer af momsreglerne

Lovprogrammet for 2019-2020 indeholder det største antal ændringer af momsreglerne i mange år; både lettelser og stramninger. Bl.a. sker der en række ændringer i reglerne for EU-varehandel med henblik på at lette og tydeliggøre rapporteringsforpligtelser ved kædehandler og konsignationslagre.

2. oktober 2019
 
EU-varehandel – Quick Fixes

Der vil ske en række ændringer af momsreglerne for EU-varehandel som følge af et direktiv, der blev vedtaget sidste år. Ændringerne drejer sig primært om at få en mere ensartet tilgang i EU-landene til behandlingen af konsignationslagre (call-off lagre) og kædehandler. 

For konsignationslagre har udgangspunktet i EU-reglerne før været, at det medfører registrerings- og rapporteringspligt for moms, hvis man overfører egne varer til et lager i et andet EU-land og fortsat ejer dem. Mange lande har dog allerede gennem deres lokale implementering (fx Tyskland og Tjekkiet) lavet lempelser med dette udgangspunkt. Fra 2020 skal det gennem fælles EU-regler generelt være muligt at oplægge varer hos en kendt kunde i en periode på op til 12 måneder og udskyde momsrapporteringen til det tidspunkt, hvor kunden faktisk overtager varerne. På dette tidspunkt behandles transaktionen som et normalt EU-salg. Virksomheder kan derfor fremover i en række situationer undgå registreringer og momsrapportering i andre EU-lande.

Ved kædehandler, hvor flere parter handler med den eller de samme varer, der også fysisk flytter sig mellem flere EU-lande, består ændringerne primært af at indføre mere klare regler for, hvilken handel i en leveringskæde (supply chain), der skal betragtes som den momsfri EU-leverance. Når dette er fastslået, vil de forudgående og efterfølgende handler være lokale og vil typisk medføre registrerings- og rapporteringsforpligtelser for de øvrige parter i kæden. Regelændringerne skal primært klargøre forpligtelserne for deltagerne i kæden, så det undgås, at de involverede lande har forskellige opfattelser af deltagernes forpligtelser.

Endelig gøres det til et klart krav, at kundens momsnummer er kendt, før der kan være tale om en momsfri EU-handel. I forlængelse heraf gælder der også pr. 1.1.2020 en ensartet praksis for dokumentation af den transport, som flytter varer mellem EU-lande. Disse regler kommer direkte fra en EU-forordning.

Virksomhedsoverdragelser

Reglerne om virksomhedsoverdragelser får en ny udformning, bl.a. for at klargøre at momsfri virksomheder også kan overdrages momsfrit. 

Udtagning

Der sker en række ændringer af regler om udtagning, dvs. den situation, hvor varer eller ydelser, der har givet ret til momsfradrag, efterfølgende anvendes til et formål, der ikke giver ret til fradrag. Det kan fx være udtagning til privat eller til momsfri virksomhed.

Regelændringerne vil betyde, at der skal betales moms i visse situationer, hvor dette ikke hidtil har været et krav. Desuden gøres det klart, at udtagning som udgangspunkt skal ske til markedsværdi. Det betyder bl.a., at udtagning i nogle tilfælde kan ske til lavere værdi end kostprisen, når varen er nedskrevet. Det betyder f.eks. også, at den hidtidige lineære afskrivning af småaktiver over 5 år forsvinder.

Rejsebranchen

Der vil blive foreslået en særlig regel, som forhindrer rejsebureauer at bruge indkøbsprisen fra et relateret selskab til at beregne margenmoms, hvis indkøbet vedrører persontransport. En række rejsebureauer har lagt indkøbet af f.eks. flytransport i et separat selskab, og dette har betydet, at de har kunnet reducere deres grundlag til opgørelse af margenmoms betydeligt. Hvis reglen vedtages, kræver det en godkendelse i EU's Ministerråd, og reglen kan derfor først iværksættes, når denne godkendelse foreligger.

Internethandel og forsendelser af små pakker

I starten af 2020 forventes der fremsat forslag, som skal tilpasse de danske momsregler til de ændringer, der på EU-plan er vedtaget at skulle gælde fra 2022. Det betyder bl.a., at den nuværende mulighed for at importere varer til under 80 kr. momsfrit forsvinder, og at der sker en række ændringer i reglerne for, hvem der skal betale momsen ved salg via nettet.

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('