Insight

Fri bil

Regler for beskatning af fri bil ændres pr. 1. juli 2021

Folketinget har vedtaget en række lovændringer, som har betydning for beskatning af fri bil med virkning pr. 1. juli 2021 og løbende over de kommende år frem til 2025.

9. februar 2021

 

Der sker en ændring af satserne for beregning af den skattepligtige værdi på grundlag af bilens pris/anskaffelsessum, som får mindre betydning. Derudover kommer der en betydelig stigning i miljøtillægget, som beregnes på grundlag af den grønne ejerafgift, og sidst men ikke mindst en interessant lempelse og fritagelse for beskatning af ladestandere til firmaelbiler.

 

Følgende ændringer er vedtaget

Skattepligtig værdi

Procentsatserne på 25 % og 20 % for beregning af den skattepligtige værdi ud fra bilens beregningsgrundlag på hhv. under og over 300.000 kr. ændres. 

Satsen på 25 % reduceres med 0,5 % årligt frem til 2025, og satsen på 20 % forhøjes med 0,5 % årligt frem til 2025, hvorefter der kun vil være én sats på 22,5 %. For 2021 har nedsættelsen til 24,5 % og forhøjelsen til 20,5 % virkning pr. 1. juli 2021.

Isoleret set betyder dette, at beskatningen stiger for biler med et beregningsgrundlag over 600.000 kr. og falder for biler med beregningsgrundlag under 600.000 kr.

Miljøtillæg

Procentsatsen for beregning af miljøtillægget er pt. 150 %. Denne sats forhøjes år for år for alle firmabiler indtil 2025. Pr. 1. juli 2021 forhøjes miljøtillægget til 250 %, for 2022 til 350 %, for 2023 til 450 %, for 2024 til 600 % og for 2025 og fremover vil satsen udgøre 700 %. 

For en firmabil, hvor der betales en årlig ejerafgift på f.eks. 2.000 kr., betyder det, at miljøtillægget og den skattepligtige værdi af fri bil stiger med 11.000 kr. (fra 3.000 kr. i 2020 til 14.000 kr. i 2025). Herudover kommer der også en løbende forhøjelse af selve ejerafgiften.

Ladestander til elbiler

Værdien af en arbejdsgiverbetalt ladestander samt udgifter til installation heraf, som er opsat på medarbejderens bopæl i forbindelse med en fri elbil eller plugin-hybridbil, har efter gældende praksis indtil nu skulle tillægges beregningsgrundlaget for firmabilen og således indgå i beskatningen.

Med virkning pr. 1. juli 2021 er det nu lovbestemt (tilføjelse til LL § 16, stk. 4), at værdien af en sådan ladestander og installationen heraf er fritaget for beskatning.

Herudover er det nu lovbestemt, at en sådan ladestander kan overgå til medarbejderens private eje/overdrages skattefrit, hvis der ikke længere stilles fri bil til rådighed, og der har været sket beskatning af fri elbil/plugin-hybridbil i en sammenhængende periode på min. 6 måneder (efter 1. juli 2021).

 

Tabellen giver en oversigt over indfasningen af satserne

Indfasning af justering af beskatningen af fri bil
Procentsatser Gældende 1/7-31/12 2021 2022 2023 2024 2025-
Sats for bilens værdi under 300.000 kr. 25 24,5 24,0 23,5 23,0 22,5
Sats for bilens værdi over 300.000 kr. 20 20,5 21,0 21,5 22,0 22,5
Miljøtillæg 150 250 350 450 600 700
Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('