Indsigt

Brevkasse: Skitur for personalet

Deloittes skatteeksperter svarer på læsernes aktuelle spørgsmål om skat.

Vi får mange spørgsmål fra virksomheder – i forhold til de skattemæssige konsekvenser, hvis man som arbejdsgiver arrangerer og betaler for en skitur for medarbejderne. Og det er alt fra den rene ferietur af få eller flere dages varighed, og så til arrangementer som primært har et fagligt indhold, men som så lige kombineres med en dag eller to på løjperne. Og et supplerende spørgsmål går ofte på, hvorvidt det kan arrangeres som teambuilding og dermed undgå evt. beskatning.

Vores vurdering er, at skisportsaktiviteter betalt af arbejdsgiver er skattepligtigt for medarbejderne – og det er uanset om det er en ren ferietur eller om det blot er et par eftermiddage på løjperne i forbindelse med et fagligt firma-arrangement.

Medarbejderes deltagelse i faglige arrangementer betalt af arbejdsgiver kan ske uden skattemæssige konsekvenser, men kræver som udgangspunkt et såkaldt ”fuldt fagligt dagsprogram” uden ”turistmæssigt islæt”. Selvfølgelig kan der være sociale aktiviteter om aftenen og medarbejderen kan også – for egen regning – tage på en shopping tur, sightseeing eller en tur på løjperne i frokostpausen uden problemer.

Teambuilding-aktiviteter, hvor formålet f.eks. er at styrke samarbejdet medarbejderne imellem og hvor medarbejderne laver forskellige øvelser ud fra en instruktørs instrukser, accepteres efter praksis for fagligt. Men arrangementer af længere varighed og/eller hvis de kombineres med sociale aktiviteter – accepteres typisk ikke som ”faglige arrangementer” – og i særdeleshed ikke skisportsaktiviteter.

Vores budskab er klart, at et fagligt arrangement af flere dages varighed ikke bør kombineres med sociale aktiviteter med turistmæssigt islæt, som en del af dagsprogrammet, idet er der tale om to forskellige regelsæt og praksis, som kan give skattemæssige komplikationer.

Fandt du dette nyttigt?

Relaterede emner