Insight

Crowdsourcing kan være en gamechanger for danske virksomheder

I det seneste årti har crowdsourcing udviklet sig markant og udgør i dag et enormt potentiale for danske virksomheder. Crowdsourcing-ekspert Fredrik Kjellberg gennemgår fordele og faldgruber.

Crowdsourcing

I 1714 stod den britiske regering med en fatal udfordring. Tusindvis af sømænd mistede hvert år livet, for dengang var det stort set umuligt at bestemme, hvor langt mod øst eller vest et skib befandt sig, hvilket gjorde det svært at navigere. Dette ’Longitude Problem’ måtte og skulle løses. Derfor tilbød den britiske regering £20.000 (over 30 mio. DKK) til den, der fandt en løsning. Det kickstartede begyndelsen på det, vi i dag kender som crowdsourcing. Løsningen på problemet kom fra uventet kant. Snedker og urmager John Harrison kunne i 1761 fremvise sit ’H4 chronometer’, der revolutionerede navigation til søs og vandt ham regeringens præmie.

Den flere hundrede år gamle historie om John Harrisons skibs-kronometer er et eksempel på det enorme potentiale, der gemmer sig, når et stort antal personer arbejder på en given udfordring, understreger crowdsourcing-ekspert Fredrik Kjellberg.

”Med internettet og moderne teknologi har organisationer og virksomheder tilmed fået adgang til hundredetusindevis kvalificerede og villige personer, som er klar til at løse udfordringer af enhver karakter. Hvorfor skulle man som leder ikke udnytte det til at løse presserende udfordringer?” spørger han.

Crowdsourcing giver adgang til talenter i hele verden, og hvis det bruges rigtigt, kan virksomheder få opgaver løst hurtigere, bedre og billigere end hidtil.

Et enormt potentiale
Ifølge Fredrik Kjellberg er der i dele af erhvervslivet fortsat en fejlagtig antagelse om, at ’the crowd’ udelukkende består af asiatiske designere og udviklere. Dette er dog langt fra tilfældet, understreger han:

”’The crowd’ har udviklet sig enormt i de seneste fem til ti år. Enhver profession og nationalitet er i dag repræsenteret, og de kan påtage sig selv de mest komplicerede opgaver,” siger han og tilføjer:

”Og der kommer flere og flere til. Procentdelen af freelancere på verdensplan, stiger. Og flere og flere arbejder for andre eller på egne projekter ved siden af deres fuldtidsjob. Hele arbejdsstyrken ændrer sig på den måde fra tidligere.”

Dagligt hjælper ’the crowd’ virksomheder og organisationer over hele verden med at løse en lang række udfordringer. Det gælder alt fra simple rutineopgaver som at tagge billeder til at træne en AI, indsamle data og teste produkter til langt mere komplekse opgaver såsom udvikling af applikationer og algoritmer, gennemførelse af kundeundersøgelser og sågar strategisk planlægning.

”Der er stadig virksomheder, som enten slet ikke, eller kun i lille grad, taler med kunderne, før de udvikler et produkt. Det kan være fatalt. Crowdsourcing udgør et stort potentiale i hele produktudviklingsfasen ved at facilitere kontakt til tusindvis af potentielle brugere,” siger Fredrik Kjellberg.

Velafprøvet model
I dag findes der adskillige crowdsourcing-platforme, som kan sætte virksomheder i kontakt med ’the crowd’ så som Topcoder, Freelancer.com og BeMyEye.

”Disse platforme gør det muligt at få adgang til flere hundrede tusinde innovative talenter på en velafprøvet og kontrolleret måde, som virksomheder kan være trygge ved. Der er ingen tvivl om, at det kan accelerere og skalere virksomheders værdiskabelse på en lang række parametre,” siger Fredrik Kjellberg.

‘The crowd’s motivation til at løse udfordringer er dels finansiel og dels at opbygge social kapital og intellektuel status i deres community. Det sidstnævnte opnås ved at være ophavsmand eller kvinde til en særligt veludført løsning på et kompliceret problem. Dertil er hele belønningsmodellen resultatorienteret, forklarer han:

“De, der arbejder på opgaven, belønnes først, når opgaven er afsluttet. Det betyder, at virksomheder ikke længere er tvunget til at tænke i arbejdstimer og uforudsete komplikationer. Med denne model kan du fastsætte omkostningen ved et givent projekt,” siger han.

Det betyder dog ikke, at crowdsourcing automatisk er en billig løsning. I visse tilfælde kan den vise sig at være dyrere. Det er afgørende for virksomheder at gøre sig klart, hvorvidt de kan få løst en given opgave hurtigere og bedre ved at distribuere ressourcerne på traditionel vis, eller om der er behov for kompetencer udefra.

”’The crowd’ skal styres, og man skal vide, hvordan man bruger den for at opnå værdi. Dertil kan det være komplekst og tidskrævende at nedbryde et projekt i mindre opgaver, der kan løses af ’the crowd’ og senere sættes sammen på den rigtige måde. Dertil skal løsningerne jo selvfølgeligt være praktisk mulige at implementere,” understreger Fredrik Kjellberg.

Gode råd, når du bruger crowdsourcing:

  • Sæt dig ind i crowdsourcing-markedet
    Crowdsourcing er et spirende, men fragmenteret marked uden standarder på tværs af platforme. Kvaliteten kan svinge, og der er ikke altid overensstemmelse med, hvilke opgaver the crowd kan løse, og hvad virksomhederne efterspørger.
  • Jo større crowd des højere værdiskabelse
    Den sande værdi ved crowdsourcing består I at engagere de store, og stadig voksende, crowds. På ethvert givent tidspunkt sidder der dygtige, kreative og ihærdige individer klar til at løse dine udfordringer, når du har brug for det.
  • Udnyt flere forskellige crowds
    Den største værdi opnås ved at kombinere resultaterne fra flere forskellige crowds. De fleste crowds har specialiseret sig i en niche såsom digital design, ekspertindsigt eller test af UX. Mens de kan være værdifulde hver for sig, er det nødvendigt at kombinere de forskellige crowds ekspertiser for at få en helhedsorienteret løsning på et forretningsproblem.
  • Det er ikke magi – der er behov for ledelse
    Crowdsourcing skal styres og kontrolleres. Det er afgørende at kunne lokalisere den rette crowd til opgaven, kombinere forskellige resultater, administrere fortrolige data, udføre yderligere kvalitetssikring og integrere resultatet i din forretningsproces.
  • Et økosystem af crowds
    De virksomheder, som har størst succes med effektivt at udnytte crowdsourcing, formår at bygge et økosystem af forskellige crowds og platforme for at maksimere værdiskabelsen og skabe holistiske løsninger på deres udfordringer. Det er sådan NASA, GE og Deloitte Pixel opererer.
Fandt du dette nyttigt?