Insight

BeGreen skal bygge Nordens største solcellepark

Det bliver den første solcellepark i Danmark finansieret uden nogen form for statsstøtte. En gamechanger i markedet, mener Deloittes ekspert.

”Vi får ganske travlt det næste stykke tid. Det er der en hel masse producenter og underleverandører, der også gør,” siger medstifter og bestyrelsesformand for BeGreen, Anders Dolmer, fra sit kontor. Udenfor rammer solens stråler det fantastiske landskab af marker, enge og søer. Snart vil de også ramme en solcellepark på størrelse med 400 fodboldbaner længere vestpå.  

Nærmere bestemt på en nedlagt lufthavn i Vandel. Her opfører BeGreen sin nye solcellepark, der kommer til at ligge ved siden af virksomhedens første, der i dag har titel som Nordens største solcelleanlæg.

”Vi er i gang med at slå vores egen rekord, og vi forventer, at den nye park får en kapacitet på 155 MWp.”

Det svarer til at kunne dække 34.000 husstandes strømforbrug om året eller en CO2-besparelse for klimaet på 135.000 tons om året. Men det er ikke den eneste milepæl, Anders Dolmer er stolt over. Den nye solcellepark bliver nemlig den første af sin slags, som bygges uden nogen form for statsstøtte.

”Da vi startede BeGreen, var ambitionen at blive det første selskab i verden, der kunne bygge solcelleparker uden nogen støtte. Det realiserer vi nu, og det betyder selvsagt rigtigt meget for vores virksomhed, at vi kan vise, at vi eksekverer på ambitionen.”

Marker

Et vigtigt skridt for grøn omstilling

Det nye solcelleprojekt er baseret på rent kommercielle vilkår, og derfor er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at sætte strøm til den grønne omstilling i Danmark, mener Anders Dolmer.

”Nu skal det ikke længere være en stopklods, at skatteyderne ikke vil give penge for at producere strøm. På den måde er dette projekt ultimativt bæredygtigt, både energimæssigt og økonomisk,” siger han og understreger, at det gælder på flere parametre.

Når BeGreen etablerer en solcellepark, bliver landbrugsarealet omlagt til græs, som ud over at binde kul- og næringsstoffer sikrer, at der fortsat kan være landbrugsproduktion på området. BeGreen har tidligere anvendt får til afgræsning af arealerne, men forventer i fremtiden at lave økologisk protein til både human og animalsk ernæring samt biogas af restmassen.

”Det gør, at vi kan recirkulere kulstof tilbage til jorden. Desuden kommer vi ikke til at bruge sprøjtemidler i alle de 40 år, projektet forventes at være i gang, hvilket gavner grundvandet,” siger han og tilføjer:

”Vi kommer fra en landbrugsbaggrund, og derfor betyder det meget for os at være med til at sikre en bæredygtig fødevareindustri i fremtiden. Én ting er at placere nogle energianlæg på sin jord. Noget andet er samtidig at fortsætte med at producere fødevarer. Den del er der ikke ret mange, der inkorporerer.”

cheeps on a field

Kommercielle vilkår er en gamechanger

Anders Dolmer har ikke et sekund fortrudt at skifte arbejdet med landbrugsjorden ud med sol. Og glæden når nye højder med det nye solcelleprojekt, fordi det kan køre på kommercielle vilkår.

”Det er en af de mest spændende brancher, man overhovedet kan beskæftige sig med. Der har været en fantastisk teknologiudvikling, som inden for ganske få år har gjort, at en solcelle er blevet næsten dobbelt så effektiv målt på et års produktion,” siger han.

”Samtidig er prisen på solceller faldet, så man får høj kvalitet til en betydeligt lavere pris. For ganske få år siden kunne solcelleprojekter slet, slet ikke hænge sammen uden tilskud, men det er rent faktisk muligt nu.”

Ifølge Deloittes ekspert, Troels Lorentzen, der har fulgt udviklingen af danske solcelleparker i en årrække, bliver det en gamechanger for markedet, at statsstøtten ikke længere er nødvendigt. Han mener, det danske marked har set den sidste runde med statsstøtte, nemlig den der foregik i december 2019.

”Det er slut med statsstøtte og auktioner på området. Hele den grønne bevægelse, der foregår i disse år med klimabevidste forbrugere, presser selskaberne til at levere økonomisk bæredygtige løsninger” siger han og fortsætter:

”Den diametrale modsætning til statsstøtte er at bygge solceller og producere til den givne spotpris. Men der er også en mellemvej, nemlig muligheden for at sælge strøm på lange kontrakter finansieret enten via en engroshandler eller kommercielt via en corporate PPA.”

Ifølge Troels Lorentzen er der flere og flere selskaber, der bevæger sig ind på corporate PPA-markedet.

”De kan godt se behovet for en mere aktiv grøn strategi. Når man så samtidig ved, at man kan bygge solcelleanlæg på kommercielle vilkår, kan det give god mening økonomisk for et selskab at være en del af et corporate PPA-marked, hvor man ikke alene bidrager marginalt til den grønne omstilling, men også til sine aktionærer.”

Stort potentiale – og afgørende begrænsninger

Ifølge de seneste prognoser, Energinet har præsenteret, kan Danmark se frem til mere end en fordobling af elforbruget inden 2050. Det kræver en markant udbygning af energinettet, påpeger Anders Dolmer.

”Der er ingen tvivl om, at politikerne er opmærksomme på, at der skal ske en voldsom udbygning af vores infrastruktur for at kunne håndtere det. Det bliver så også en af de betydeligste begrænsninger for, hvordan man kan udvikle energiområdet, uanset om det er vind, sol eller noget tredje,” siger han og tilføjer:

”Nettet og nettets udbygning er fuldstændig afgørende for, hvordan det her kommer til at foregå. Vi arbejder selv med at indtænke batterier i vores solcelleparker, både til langtidslagring og korttidslagring af energi. Det bliver fuldstændigt afgørende for at kunne udnytte det eksisterende net og vil være en stor del af løsningen.”

Solcelleparken forventes at stå færdig i 2020 og producere den første strøm i 2021. BeGreen har flere lignende projekter på tegnebrættet.   

 

Solceller

Deloittes rolle i projektet

Medstifter og bestyrelsesformand for BeGreen, Anders Dolmer, udtaler:

 

”Deloitte har været en hjørnesten i projektet, siden vi startede. Den finansielle model, vi har arbejdet med, er lavet af Deloitte, og det har været et kæmpe udviklingsarbejde. Der kommer hele tiden nye ting, som man skal forholde sig til, og Deloitte har sikret, at alle disse forhold er blevet implementeret, valideret og ikke mindst diskuteret. Det er fuldstændigt afgørende, for marginalerne er relativt små, så en lille regnefejl kan få stor betydning. Og så er der hele M&A-processen, hvor Deloitte har været vores kernerådgiver på den finansielle og skattemæssige del og sørget for at bringe os sikkert i mål.”

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('