De fleste er efterhånden med på, at vi lever længere, at ny medicin bliver dyrere, at det kan være svært at finansiere flere offentlige sundhedsydelser, at riget fattes varme hænder osv. Alt sammen særdeles relevant, men også velkendte dilemmaer indenfor offentlig sundhed.
Det interessante er, hvordan vi har tænkt os at løse vores sundhedsudfordringer. Om de traditionelle, offentlige aktører fortsat skal stå stort set alene med ansvaret for en opgave, som i fremtiden har alle odds imod sig? Eller om det offentlige i stigende grad skal aflastes af nye aktører og nye samarbejdsformer, der kan tage noget af presset af sektoren?
Meget logistik i patientrejsen
Lad os tage afsæt i patientrejsen. Det er en rejse, som – uden at fornærme noget eller noget – godt kan være lidt bumpet i dag. Sundhedsforskere anslår, at cirka en tredjedel af patientrejsen er ren logistik: Væk fra hjemmet og op til lægen eller ud til hospitalet for at blive tilset, få taget røntgenbilleder, få taget blodprøver, eller hvad det nu måtte være, tilbage på hospitalet, hen på apoteket for at hente medicin og så fremdeles i et kontinuum. Fra et patientsynspunkt bliver det til rigtig mange timer, hvor man er på vej til eller fra et sundhedstilbud for at modtage en ofte basal ydelse.
At patientens rejse er besværlig, og at der er behov for hjælp til at navigere til eget bedste, afspejles af stadigt flere ‘health navigators’ eller ‘concierge-'produkter, vi ser udbudt fra sundhedsleverandører og forsikringsselskaber. De skal sørge for, at kunden (patienten) bruger mindst mulig tid og får den bedst mulige behandling gennem en fagligt supporteret interaktion med sundhedsvæsnet.
Hvis vi kigger til andre EU-lande, begynder vi at se private aktører og den offentlige sundhed, hvis ikke direkte samarbejde, så i hvert fald arbejde hen mod et fælles ønske om en glattere patientrejse. I Italien har forsikringsselskabet AXA lanceret en service i deres sundhedsforsikring, hvor man ved visse typer cancer får lavet en DNA-analyse, som ikke tilbydes i det offentlige italienske sundhedssystem. Med DNA-profilen i hånden kan patienten få tilrettelagt den cancerbehandling, vedkommende har størst sandsynlighed for at respondere positivt på og med færrest mulige bivirkninger. Patienten har en oplevelse af høj service. De offentlige sundhedsressourcer bliver aflastet. Samfundet får en borger, der har bedre chancer for at overvinde sygdommen og bidrage til fællesskabet. Alle vinder.
Tvedelingen af sundhedsydelser
Kaster vi et blik ud i fremtiden, kommer vi til at tale mere om the bifurcation of health, som kan oversættes til ‘tvedelingen af sundhed’. Begrebet dækker over den forudsigelse, at store dele af sundhedsleverancen vil ske tæt på patienten – digitalt, i eget hjem eller i nærområdet – og resten skal foregå på specialiserede hospitaler, som håndterer de mest komplekse sygdomme og behandlingsformer. Internationalt taler vi også om ‘retail health’, som er en afart af tvedelingen. Retail health bliver dels aktuelt via en højere grad af digitalisering, men også via nye og mindre intervenerende behandlinger, som ikke gør det nødvendigt at være på et hospital, hvis den relevante fagperson kan komme tæt nok på patienten.
I USA har en uventet privat aktør eksperimenteret med sådan et nyt – og måske særligt for os sindige nordboere – også ret tankevækkende ‘retail health’-sundhedstilbud. Walmart er et amerikansk selskab, der driver en kæde af dagligvarebutikker. Men Walmart ejer og driver også et væld af andre tjenester. I fire stater er de i gang med at teste et nyt koncept, der hedder Walmart Health. Når kunderne besøger én af disse butikker, kan de gå til højre og klare dagens indkøb, men de kan også gå til venstre og modtage forskellige sundhedstilbud. Besøg hos lægen, ørelægen, tandlægen og optikeren samt muligheden for at få taget forskellige former for tests, blodprøver, røntgenbilleder m.m.
Er vi klar til at tage imod sådan et sundhedstilbud herhjemme? Kan vi forestille os at gå ned i det lokale supermarked eller Matas og købe ind på præmissen om, at detailhandel smelter sammen med sundhedsydelser? Eller at andre private aktører indgår i nye former for samarbejder med det offentlige?
Det kunne eksempelvis være nogle af tech-giganterne med deres sundhedsure, apps, biomarkør-teknologi m.m. Eller det kunne være forsikringsselskaber, som bliver stadigt dygtigere til forebyggelsesagendaen, og som i sagens natur også har en finansieringsmekanisme ved risikospredning.
Meget tyder på, at interventioner og support til den enkelte omkring forebyggelse kræver nærhed til personen. Forskellige mennesker motiveres og påvirkes af forskellige ting. Ellers ville Sundhedsstyrelsens 7 kostråd være rigeligt til, at alle fulgte trop. Men det gør vi ikke. Er det offentlige sundhedssystem mest effektivt til at arbejde med forebyggelse, eller kunne et forsikringsselskabs incitamentsstruktur tilbyde mere attraktive og adfærdsfremmende løsninger?
Stor vilje til fornyelse
Spørger man patienterne eller borgerne selv, er der noget, der tyder på, at de er åbne overfor nye tiltag. Vores egne undersøgelser i Deloitte viser, at blandt nordiske borgere skifter 60 pct. sundhedsforsikring, fordi de ønsker en bredere dækning. Og 40 pct. svarer, at de gerne vil have adgang til den bedste medicin på markedet. Underforstået at de er villige til at betale mere for at få en højere service og bedre kvalitet.
Vi kan se, at der i dag går længere og længere tid, fra et nyt lægemiddel bliver godkendt af den europæiske sundhedsmyndighed, til medicinen bliver finansieret af det offentlige i Danmark. Hvis den overhovedet bliver finansieret. Er det – set fra et patientsynspunkt – acceptabelt? Er overliggeren indstillet rigtigt i et land, der gerne vil bryste sig af at have et sundhedsvæsen i verdensklasse? Kunne man åbne op for muligheden for, at nogle patienter kan forsikre sig til en bedre dækning og dermed få adgang til den nyeste medicin? Vi ser sådanne produkter, som bygger på partnerskaber mellem forsikringsselskaber og ‘big pharma’ i et stort antal EU-lande.
Tvedelingen af sundhedsydelser kan hurtigt blive en diskussion om A-hold og B-hold. Om dem, der har råd, og dem, der ikke har råd. Men kunne diskussionen ikke lige så godt handle om, at man ved at sammentænke den offentlige og den private sundhedsinfrastruktur får flere og bedre muligheder for at hjælpe en stigende mængde patienter med stigende behov? Hvis vi skal løse fremtidens sundhedsudfordringer, skal vi begynde at tænke mere kreativt. Ikke i forhold til kerneopgaven, som er og altid vil være at levere sundhed af høj kvalitet. Men i forhold til måden, vi leverer sundhed på, og hvordan vi sikrer, at alle har adgang til et højt niveau af sundhed. Hvis en ny og mere forgrenet sundhedsinfrastruktur mellem det offentlige og det private kan betyde, at patienter over en bred kam kommer hurtigere til, og at de oplever en mere glat patientrejse, har vi så ikke en forpligtigelse til at være åbne overfor nye muligheder?
Forfatter spotlight
Jan Auerbach
Spørg mig om: Skadeforsikring, liv & pensionsforsikring, strategi, forretningsudvikling og business transformation Jan er leder af Deloittes strategi-praksis for finansielle institutioner: Monitor Deloitte FSI. Han har mere end 20 års erfaring fra den Nordiske og Internationale forsikringsindustri. Han har med base i London bl.a. haft europæisk ansvar for strategi, distribution, forretningsudvikling og såvel store kunder som mellemmarked for et at verdens største forsikringsselskaber.
Christian Husted
Christian Husted heads up Deloitte Denmark’s offerings on Strategy, Analytics and M&A, and is the founding partner of Struensee & Co. He has 20+ years of experience from the consulting world and is an expert in data-driven analyses and strategic projects from across the public sector.