Insight
Delårsrapportværktøjer 2024
Turbulente tider øger behovet for rettidig, informativ og transparent regnskabsinformation
Deloittes delårsrapportværktøjer giver dig inspiration til rapportering i en tid med makroøkonomiske og geopolitiske usikkerheder, og hjælper din virksomhed med at minimere risikoen for fejl og mangler i delårsrapporten. Vi kan også tilbyde et compliance check af din virksomheds delårsrapport.
Nyt for 2024
Geopolitisk og makroøkonomisk udvikling
Efter Covid-19 og med en krig mellem Rusland og Ukraine, der er gået ind i det tredje år samt nye geopolitiske spændinger, der påvirker forsyningskæder og samhandel, er der stadig usikkerhed om den makroøkonomiske udvikling. Det medfører løbende ændringer i forventningen til udviklingen i den økonomiske vækst, inflations- og renteniveauer.
Virksomhederne skal derfor fortsat overveje, om der er sket væsentlige ændringer i den makroøkonomiske udvikling eller geopolitiske situation, som påvirker virksomhedens forretning eller virksomhedens økonomiske situation, og som derfor bør omtales i delårsrapporten.
Udviklingen kan også give anledning til mindre usikkerhed i opgjorte skøn og vurderinger, end det var tilfældet ved aflæggelse af den seneste årsrapport. Hvor det er tilfældet, kan det være relevant at beskrive sådanne ændringer i væsentlige skøn og vurderinger, samt eventuelt justere følsomhedsanalyser.
De potentielle effekter af den makroøkonomiske udvikling og geopolitiske situation er indledningsvist omtalt i nyhedsbrevet med overblik over reglerne mv. Herudover er den potentielle effekt på delårsrapportering fra klimaændringer og den fortsat øgede fokus på klimaagendaen, samt implementering af OECD’s Pillar II skat kort omtalt i nyhedsbrevet.
I delårsrapport-eksemplet er der indsat kommentarer i tilknytning til de enkelte afsnit i ledelsesberetning og de enkelte regnskabsposter og noter, hvor vi vurderer, at det kan være relevant at omtale effekterne af den makroøkonomiske udvikling mv.
Omtalen i såvel nyhedsbrevet som i delårsrapporteksemplet er ikke udtømmende, og virksomhederne må generelt, for alle dele af delårsrapporten, overveje de mulige effekter af den makroøkonomiske udvikling og andre eksterne påvirkninger.
Øvrige ændringer
Værktøjerne er herudover opdateret, så de seneste ændringer af IFRS, årsregnskabsloven med tilhørende bekendtgørelser og Nasdaq Copenhagens regler for udstedere er indarbejdet.
IASB har udsendt enkelte ændringer til gældende standarder og fortolkningsbidrag, som træder i kraft for kalenderårsregnskaber for 2024, og som derfor skal implementeres i delårsrapporter relateret til kalenderåret 2024. Disse ændringer forventes ikke at få væsentlig betydning for delårsrapporter for 2024. Vi har i publikationen ”IFRS – Oversigt over nye og ændrede standarder og fortolkningsbidrag” beskrevet indholdet af de enkelte ændringer.
Deloittes værktøjer vedrørende delårsrapporter omfatter:
Delårsrapport 2024 – Overblik over regler mv.
Nyhedsbrev, som beskriver regelsættet vedrørende delårsrapportering for danske virksomheder. Nyhedsbrevet indeholder desuden indledningsvist omtale af potentielle effekter på delårsrapporter fra den makroøkonomiske udvikling, klimaagendaen og OECD’s Pillar II skat.
Delårsrapport 2024 – Eksempelregnskab
Eksempel på en delårsrapport for 2024 for en fiktiv, børsnoteret dansk koncern, aflagt i overensstemmelse med IAS 34, Interim Financial Reporting og øvrige danske krav til delårsrapporter.
Tjekliste til delårsrapporter 2024
Tjekliste som indeholder kravene til delårsrapporter ifølge IAS 34, Interim Financial Reporting, delårsrapportbekendtgørelsen, indsendelsesbekendtgørelsen samt Nasdaqs regelsæt for udstedere af aktier eller obligationer.
Tjeklisten kan rekvireres via ifrs@deloitte.dk.
Bestil et compliance tjek
Deloitte tilbyder at gennemgå virksomhedens udkast til delårsrapport (Compliance Check) for at sikre, at delårsrapporten overholder kravene i IAS 34 og lovgivningen i Danmark om delårsrapporter. Et alternativ kan være et review af delårsrapporten, hvor der afgives en review-påtegning på delårsrapporten.
Kontakt din Deloitte revisor eller en af nedenstående kontaktpersoner, hvis du vil vide mere om vores IAS 34 Compliance Check.