Insight

Lån til udenlandske moderselskaber

Erhvervsstyrelsen har opdateret moderselskabsbekendtgørelsen

Fremover kan der lovligt ydes lån mv. til moderselskaber beliggende i Chile og Israel, hvorimod lån mv. til moderselskaber beliggende i Hong Kong fremover er omfattet af det generelle forbud mod at yde lån mv. til kapitalejere, medmindre visse betingelser er opfyldt.

Erhvervsstyrelsen har opdateret Bekendtgørelse om lån m.v. til udenlandske moderselskaber (moderselskabsbekendtgørelsen).

Moderselskabsbekendtgørelsen regulerer, hvilke moderselskaber, der er omfattet af undtagelsen i selskabslovens § 211, hvorefter danske kapitalselskaber, uanset det generelle forbud om at yde lån mv. til kapitalejere, medmindre visse betingelser er opfyldt, kan yde lån mv. til danske og visse udenlandske moderselskaber.

De udenlandske moderselskaber, der er omfattet af moderselskabsbekendtgørelsen, er moderselskaber med hjemsted i EU, EØS samt en række øvrige lande, der er i de to bedste klasser i OECD’s landerisikovurdering.

Landerisikovurderingen er ændret for tre lande. Det betyder, at Chile og Israel fremover er omfattet af bekendtgørelsen, mens Hong Kong ikke længere er omfattet af bekendtgørelsen.

Efter den opdaterede bekendtgørelse kan et kapitalselskab direkte eller indirekte stille midler til rådighed, yde lån eller stille sikkerhed for et moderselskab, der er et aktieselskab, partnerselskab, anpartsselskab eller et selskab med en tilsvarende retsform, hvis moderselskabet:

1) har hjemsted i et andet EU-land, et EØS-land eller Schweiz, eller

2) har hjemsted i Australien, Canada, Chile, Israel, Japan, Sydkorea, New Zealand, Singapore, Taiwan eller USA.

Den opdaterede bekendtgørelse (BEK nr. 1073 af 29. oktober 2019) træder i kraft den 31. oktober 2019. Økonomisk bistand, ydet i overensstemmelse med de hidtil gældende regler jf. bek. nr. 275 af 25. marts 2010, kan opretholdes på uændrede vilkår.

Bekendtgørelsen forventes opdateret igen, når Brexit træder i kraft, således at Storbritannien fortsat omfattes af bekendtgørelsen efter Brexit.

Landerisikovurderingen er ændret for tre lande. Det betyder, at Chile og Israel fremover er omfattet af bekendtgørelsen, mens Hong Kong ikke længere er omfattet.

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('