Insight
At være med til at præge samfundet
Tommy Johansen har specialiseret sig inden for revision af offentlige virksomheder
Du har hos Deloitte valgt at specialisere dig inden for den offentlige sektor. Hvorfor?
“Da jeg lige var startet hos Deloitte, var jeg overbevist om, at jeg skulle revidere små og mellemstore virksomheder. Jeg blev mere eller mindre ved en tilfældighed kastet ud i at revidere offentlige virksomheder, og det kunne jeg straks lide. Jeg reviderer i dag flere store uddannelsesinstitutioner og en række kommuner. Jeg føler, at jeg virkelig har fundet min hylde.”
Hvad er der så specielt ved at udføre revision i den offentlige sektor?
“Ud over de generelle revisionsstandarder så skal vi overholde de såkaldte SOR-regler, standarder for offentlig revision. Dvs. at vores revision skal være tredelt. Vi udfører en finansiel revision for at sikre, at regnskabsstandarderne overholdes. Derefter udfører vi en juridisk-kritisk revision for at vurdere, om der er et lovmæssigt grundlag for, hvordan pengene er blevet brugt. Og til sidst udfører vi en forvaltningsrevision for at vurdere, om pengene er blevet brugt hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med offentlige standarder.”
Alle taler om dataanalytik som det nye revisionsværktøj. Er det også tilfældet i den offentlige sektor?
“Helt sikkert – og mere end de fleste måske tror! I den offentlige sektor er der faktisk masser af data, som egner sig perfekt til analyse og benchmarking. Et oplagt eksempel er lønomkostninger, men det kan være så mange andre ting. Det, dataanalytik gør, er i bund og grund at give os et klart billede af fortiden til at træffe bedre beslutninger om fremtiden, som derved hjælper både den offentlige og den private sektor til at takle udfordringerne i de kommende år. Vi har her kun kradset lidt i overfladen. Jeg er meget spændt på at se, hvor det her vil føre os hen.”
Er det svært at bevare uafhængigheden, når den slags værktøjer får en til at komme tættere på organisationen?
”Det enkle svar er nej. Vi går aldrig på kompromis med vores uafhængighed. Jeg værdsætter stadig gamle dyder som ordentlighed, uafhængighed og professionalisme, og det samme gør alle mine kollegaer. Disse dyder danner grundlaget for alt, vi gør. Der skal være afstand mellem revisor og kunde, ellers kan vi ikke levere det, der er meningen, at vi skal levere. Vi gør det rigtigt eller slet ikke! At gøre noget halvhjertet betyder, at vi ikke lever op til de forventninger, vores kunde og kundens interessenter har.”
Hvad er dine egne ambitioner for din karriere?
“For ikke så længe siden blev jeg statsautoriseret revisor, så lige nu puster jeg lidt ud efter mange års hårdt arbejde. Det positive er, at vores firma har sådan en stærk position på markedet. Der er faktisk ingen lukkede døre. Jeg har partnernes og firmaets fulde støtte til, at jeg sammen med min familie finder ud af, hvad de næste skridt i min karriere skal være. Går jeg efter at blive partner eller specialisere mig? Hvem ved. Lige nu er jeg meget glad der, hvor jeg er.”
“Efter at jeg har fået min autorisation, føler jeg, at alle døre står åbne. Jeg ved, at jeg har firmaets og partnernes fulde støtte.”