Insight
Brugere af firmabiler skal alligevel ikke registreres
Virksomheder ser ud til at slippe for administrativ byrde
Bekendtgørelsen om firmabilerne, der trådte i kraft den 1. juli, bliver ændret.
26. september 2024
Før sommerferien kom det frem, at virksomheder, der stiller køretøjer til rådighed for deres ansatte i form af fx varevogne, skulle foretage registrering af brugeren i Motorstyrelsens register.
Skatteministeren har imidlertid trukket i land vedrørende registreringspligten for sådanne køretøjer og har udsendt en ændring til bekendtgørelsen i høring. Det forventes, at ændringen træder i kraft 15. oktober 2024.
Det fremgår af den foreslåede ændring, at det fremover kun er arbejdstagere, der samtidig beskattes af fri bil, der skal registreres som bruger hos Motorstyrelsen.
Der udestår imidlertid et spørgsmål om, hvad der skal ske, hvis en virksomhed allerede har registreret en bruger af fx en varevogn, og hvordan dette håndteres i praksis. Hvis en virksomhed har foretaget registrering af en eller flere brugere, er det på nuværende tidspunkt vores anbefaling, at der rettes henvendelse til Motorstyrelsen med henblik på at få fjernet registreringen.