Insight

Forsknings- og udviklingsomkostninger

Forhøjet fradrag og udbetaling af skattekredit

Der er i 2024 mulighed for forhøjet fradrag på forsknings- og udviklingsomkostninger (R&D) samt udbetaling af skattekredit i relation hertil. Praksis udvikler sig dog hele tiden, og der stilles store krav til virksomhedernes dokumentation af særligt nyhedsværdien i relation til forsknings- og udviklingsprojekter

31. januar 2024

 

Virksomheder, der afholder udgifter til et eller flere forsknings- og udviklingsprojekter, har mulighed for i 2024 at opnå et forhøjet fradrag på de afholdte omkostninger på 108% (8% ekstra) samt udbetaling af skattekredit på op til 5,5 mio. kr., svarende til 25 mio. kr. i skattemæssigt underskud.

Reglerne er komplicerede og stiller store krav til virksomhedens egen dokumentation af de mere eller mindre praksisbestemte kriterier for fradrag.

Kriterierne for opfyldelse af reglerne, er på nuværende tidspunkt:

  • Projektet skal opfylde et nyhedskriterie i forhold til branchen (globalt)
  • Projektet skal opfylde et kreativitetskriterie
  • Projektet skal opfylde et usikkerhedskriterie (tidshorisont, økonomi, realiserbarhed mv.)

Herudover skal virksomheden kunne dokumentere, at de har afholdt omkostninger til et forsknings- og udviklingsprojekt. Dette kan være en udfordring i forhold til særligt interne omkostninger, hvor fordelingsnøgler og tidsregistreringer ofte ikke foreligger tilstrækkeligt godt dokumenteret.

 

Praksis på området

At kravene til virksomhedens dokumentation er høj, kan læses ud af de mange afgørelser og domme på området, der næsten udelukkende nægter fradrag. Dette ofte med begrundelsen om, at virksomheden i ikke tilstrækkeligt omfang har dokumenteret nyhedsværdien.

For at kunne dokumentere nyhedsværdien, kræves det derfor, at virksomheden, udover sine interne beskrivelser af projektet, kan fremlægge tredjemandsverificeringer af projektets nyhedsværdi. Dette fx i form af tilskud fra Innobooster eller lign. innovationsfonde (ind- og udland), patenter eller at projektet er patenterbart, tredjemandsudtalelser, eksterne artikler mv.

Hertil ser vi, at der særligt i forhold til softwareprojekter oftest stilles endnu højere krav til dokumentation af nyhedsværdien. Praksis viser, at Landsskatteretten i sådanne sager tillige kan stille krav om afholdelse af syn og skøn, hvilket fordyrer og forsinker processen. 

I bl.a. SKM2023.448.ØLR og journal nr. 23-0050245 blev der nægtet fradrag efter reglerne i ligningslovens § 8B (forhøjet fradrag) og ligningslovens § 8X (skattekredit), idet opfyldelse af nyhedskriteriet ikke ansås i tilstrækkeligt omfang dokumenteret.

I j.nr. 23-0050245 anfører Landsskatteretten således i sin begrundelse følgende:

”Efter en samlet vurdering finder retten, at det ikke er dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at selskabet har udviklet et nyt eller væsentligt forbedret produkt eller en ny eller væsentligt forbedret proces. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at selskabets egen forklaring i sig selv ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation herfor.“

I de få afgørelser, hvor der indtil videre er anset at være tale om et forskning- og udviklingsprojekt, har det bl.a. været anført, at man har lagt vægt på den ovenfor beskrevne eksterne dokumentation.

 

Hvad skal man være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre brug af reglerne?

Ønsker man at gøre brug af reglerne, er det bl.a. vigtigt at overveje, hvorledes:

• R&D-projektets nyhedsværdi kan dokumenteres på bedste vis

• Virksomheden kan sikre sig, at der udarbejdes en detaljeret beskrivelse af R&D-projektet, herunder hvorledes eventuelle kildekoder, tegninger mv. opbevares i virksomheden

• Virksomheden registrerer omkostninger og dokumenterer eventuelle anvendte fordelingsnøgler

 

Hvilke udgifter kan berettige til forhøjet fradrag og udbetaling af skattekredit?

Udgifter, der er medgået direkte til forsknings- og udviklingsprojektet, kan indgå i beregningsgrundlaget. I praksis accepteres der fradrag for følgende udgifter:

  • Direkte henførbare lønomkostninger
  • Udgifter til underleverandører
  • Driftsmidler, der alene anvendes til forsknings- og udviklingsprojektet
  • Huslejeomkostninger
  • Øvrige direkte henførbare omkostninger til forsknings- og udviklingsprojektet

 

Brug for hjælp?

Har I brug for hjælp til en vurdering af mulighederne for forhøjet fradrag og/eller udbetaling af skattekredit eller en skattesag omkring forsknings- og udviklingsomkostninger, er du velkommen til at kontakte os.

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('