Insight

Standardvilkår og - betingelser

Revision - enkeltselskab - 30. april 2020 

Standardvilkår og -betingelser om revisionens formål, omfang og udførelse samt ansvarsfordeling pr. 30. april 2020

Indledning

Nedenfor er beskrevet Deloittes standardbetingelser i relation til revisionens formål, omfang og udførelse. Betingelserne i afsnit 1-9 er gældende for alle vores revisionskunder, medmindre andet er eksplicit aftalt, mens betingelserne i afsnit 10 er gældende for alle vores kunder, hvor vi har aftalt andre ydelser, herunder regnskabs- og skattemæssig assistance, medmindre andet er eksplicit aftalt.

1. Revisionens formål og omfang

Det er revisionens formål at styrke årsregnskabets troværdighed. Vi vil undersøge, om årsregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regnskabsbestemmelser samt relevante regnskabsstandarder.

Revisionen vil i overensstemmelse med gældende revisionsstandarder blive planlagt og udført på grundlag af en systematisk risikovurdering, således at ho­ved­­vægten lægges på de poster i årsregnskabet, de dele af virksomhedens regnskabs- og rapporteringssystemer samt øvrige for­retnings­gange, hvor risikoen for væsentlige fejl er størst. Revisio­nen sigter således ikke mod at opdage eller rette uvæ­sentlige fejl, som ikke medfører en ændret helhedsvurdering af årsregnskabet.

Som grundlag for vores risikovurdering vil vi indhente informationer om bl.a. følgende forhold vedrørende virksomheden:

  • Branche, relevant lovgivning og andre eksterne forhold
  • Aktiviteter og anvendt regnskabspraksis
  • Mål, strategier og tilhørende forretningsrisici
  • Forretningsgange og virksomhedens interne kontrolsystem.

Som led i vores revisionsplanlægning skal vi gennemgå virksomhedens overordnede interne kontrolsystem og specifikke kontroller, herunder kontroller i regnskabsprocessen, for at kunne foretage en målrettet risikovurdering.

Hvis vi ved vores risikovurdering når frem til, at eventuelle mangler eller svagheder i de generelle IT-kontroller vil kunne medføre væsentlige fejl eller mangler i årsregnskabet, vil vi tillige gennemgå de af virksomhedens generelle IT-kontroller, der har betydning for regnskabsaflæggelsen.

Revisionen omfatter ikke en gennemgang af samtlige bilag og trans­aktioner, men udføres ved, at vi ved stikprøver indhenter dokumentation for eller på anden måde får bekræftet bogføringens og årsregnskabets rigtighed. I forbindelse hermed vil vi teste de interne kontroller, i det omfang vi finder det nødvendigt for revisionen af årsregnskabet.

Revisionen omfatter også en vurdering og stillingtagen til informationerne i den anvendte regnskabspraksis og de af ledelsen udøvede regnskabsmæssige skøn.

Væsentlige fejl i årsregnskabet kan skyldes både utilsigtede og tilsigtede handlinger eller undladelser. Muligheden for at hindre væsentlige fejl, herunder besvigelser og uregelmæssigheder, beror først og fremmest på, om der ved tilrettelæggelsen af registreringssystemer og forretningsgange sikres en betryggende intern kontrol.

Under revisionen vil vi med den fornødne professionelle skepsis have opmærksomheden henledt på forhold, der kan tyde på besvigelser og andre uregelmæssigheder. Vi vil i forbindelse med planlægningen af revisionen indhente

  • Den daglige ledelses vurdering af risikoen for, at årsregnskabet kan indeholde væsentlige fejl som følge af besvigelser
  • Den daglige ledelses vurdering af de regnskabs- og kontrolsystemer, den har indført for at imødegå sådanne risici
  • Den daglige ledelses kendskab til eventuelle konstaterede eller igangværende undersøgelser om besvigelser.

Vi skal herudover spørge virksomhedens øverste ledelse, hvordan den øver tilsyn med de aktiviteter og procedurer, den daglige ledelse har iværksat for at identificere og reagere på risikoen for besvigelser i virksomheden, og de interne kontroller, den daglige ledelse har implementeret for at forebygge disse risici.

Vi skal derudover spørge den øverste ledelse, om den har kendskab til konstaterede, formodede eller påståede besvigelser, der påvirker virksomheden.

Under udførelsen af revisionen skal vi foretage specifikke revisionshandlinger, der er rettet imod ledelsens mulighed for at tilsidesætte etablerede interne kontroller.

Herudover skal vi kontrollere, at årsregnskabet er afstemt til den underliggende bogføring, ligesom vi skal gennemgå væsentlige posteringer og reguleringer, der er foretaget som led i udarbejdelsen af årsregnskabet.

Fejl i årsregnskabet, der er en følge af besvigelser og uregelmæssig­heder, vil ikke nødvendig­vis blive opdaget under revisionen, da fejl af denne karakter sædvanligvis tilsløres eller holdes skjult. Hvis vi konstaterer forhold, der giver for­modning herom, vil vi efter nærmere aftale med virksomhedens ledelse foretage yderligere undersøgelser for at få af- eller bekræftet formodningens rigtighed.

Vi har ifølge lovgivningen pligt til at underrette hvert medlem af ledelsen, hvis vi under revisionen bliver bekendt med, at et eller flere medlemmer af ledelsen begår eller har begået økonomiske forbrydelser, herunder hvidvaskning af penge, i tilknytning til udførelsen af deres hverv for virksomheden. Denne underretning skal ske, hvis vi har en begrundet formodning om, at forbrydelsen vedrører betydelige beløb eller i øvrigt er af grov karakter, ligesom underretningen indføres i vores rapportering til virksomhedens øverste ledelse. Har ledelsen ikke senest 14 dage herefter dokumenteret, at der er taget de fornødne skridt til at standse forbrydelsen, er det vores pligt straks at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

2. Revisionens udførelse

Vi vil udføre revisionen i årets løb og i forbindelse med årsafslut­ningen. Revisionen er ikke afsluttet, før ledelsen har taget endelig stilling til årsrapporten, og vi har forsynet årsregnskabet med revisionspå­tegning.

Omfanget af vores arbejde fastlægges ud fra vores samlede vurdering af væsentlighed og risiko for væsentlig fejlinformation i årsregnskabet.

Ved revisionen af årsregnskabet vil vi overbevise os om, at aktiverne er til stede, at de tilhører virksomheden, og at de er indregnet og målt forsvarligt. Vi vil endvidere overbevise os om, at de gældsforpligtelser og øvrige forpligtelser, herunder eventualforpligtelser mv., der påhviler virksomheden, er indregnet og målt forsvarligt. Desuden vil vi påse, at regnskabsposterne er periodiseret og korrekt præsen­teret i .

Hvis væsentlige regnskabsposter i årsregnskabet måles til dagsværdier, vil vi vurdere, om ledelsens forudsætninger for at opgøre dagsværdierne er rimelige, og om beregningen af dagsværdierne på grundlag af disse forudsætninger er korrekt.

Vi vil undersøge, om alle væsentlige begivenheder indtil datoen for revisionspåtegningen er korrekt medtaget i årsregnskabet.

Med baggrund i ledelsens vurdering aflægges årsregnskabet sædvanligvis med fortsat drift for øje. Ledelsens vurdering kræver stillingtagen til alle tilgængelige oplysninger om virksomhedens udvikling, herunder især forventet likviditetsudvikling. Vi tager som led i revisionen stilling til ledelsens vurdering.

I forbindelse med revi­sionen af årsregnskabet vil vi i overensstemmelse med god revisionsskik bede virksomhedensledelse om at bekræfte en række oplysninger inden for særligt vanskeligt reviderbare områder. Dette kan omfatte oplysninger om relevansen og rimeligheden af forudsætninger for opgjorte dagsværdier, eventualforpligtelser i form af pantsætninger, garantistillelser, retssager og besvigelser, transaktioner med nærtstående parter, miljøforhold, begivenheder efter balancedagen samt regnskabs­poster, hvortil der knytter sig særlig risiko eller usikkerhed.

Når vi som led i vores revision baserer denne på information udarbejdet af virksomheden, skal vi udføre revisionshandlinger for at fastslå, om den modtagne information er nøjagtig og fuldstændig.

Hvis vi under vores revision konstaterer fejl i årsregnskabet, skal vi meddele virksomhedens ledelse disse, ligesom vi skal bede ledelsen om at korrigere de fundne fejl. Virksomhedens daglige ledelse skal udtale sig om, hvorvidt eventuelle ikke-korrigerede fejl i årsregnskabet, som er konstateret under revisionen, enkeltvis og sammenlagt vurderes at være uvæsentlige for årsregnskabet som helhed.

Vi vil foretage en helhedsvurdering af årsregnskabet, herunder om oplysningerne i noterne giver tilstrækkelig supplerende information til, at virksomhedens økono­miske udvikling kan bedømmes på grundlag af årsregnskabet.

Som foreskrevet i lovgivningen vil vi undersøge, om lovgivningen om bogføring og opbevaring af regnskabsmateriale er overholdt. Vi vil derudover kontrollere overholdelsen af de pligter, som er pålagt den øverste ledelse med hensyn til at oprette og føre bøger, fortegnelser, protokoller mv.

3. Udtalelse om ledelsesberetningen

Vores revision omfatter ikke ledelsesberetningen. Lovgivningen kræver imidlertid, at vi gennemlæser ledelsesberetningen og i den forbindelse overvejer, om ledelsesberetningen er væsentligt inkonsistent med årsregnskabet eller vores viden i forbindelse med vores revision eller på anden måde indeholder væsentlig fejlinformation. Denne gennemlæsning omfatter også en vurdering af, om ledelsesberetningen indeholder de oplysninger, som ifølge årsregnskabsloven skal indgå i ledelsesberetningen.

4. Revisors rapportering

Som afslutning på revisionen vil vi forsyne årsregnskabet med en revisionspå­tegning. Når der er tale om en revisionspåtegning uden modifikationer, er denne udtryk for,

  • at årsregnskabet er aflagt og revideret i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regnskabsbestemmelser samt relevante regnskabsstandarder
  • at årsregnskabet giver et retvisende billede af virksomhedens aktiver og passiver, pengestrømme, finansielle stilling og resultatet af virksomhedens aktiviteter.

Revisionspåtegningen vil derudover indeholde vores udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen er i overensstemmelse med årsregnskabet.

I forbindelse med revisionens afslutning vil vi afgive en særskilt rapportering til virksomhedens øverste ledelse, hvori vi i hovedtræk vil redegøre for væsentlige regnskabs- og revisionsmæssige forhold samt udførte revisionsarbejder og konklusionerne herpå. Vi vil heri også informere den øverste ledelse om eventuelle ikke-korrigerede fejl i årsregnskabet, som den daglige ledelse har vurderet som uvæsentlige for årsregnskabet som helhed. Hvis vi i forbindelse med revisionen af årsregnskabet har fået forelagt interne specifikationer, rapporter e.l., som efter vores opfattelse er nødvendige for ledelsens stillingta­gen til årsregnskabet, vil vi gøre opmærksom herpå i vores rapportering.

Herudover vil vi i årets løb afgive løbende rapporteringer, når vi har udført revisionsarbejder, der kan danne grundlag for selvstændige konklusioner, eller når vi i øvrigt anser det for påkrævet.

Hvis vi i forbindelse med revisionen konstaterer svagheder, mangler eller uhensigtsmæssigheder i virksomhedens regnskabs- og regi­strerings­systemer, virksomhedens interne kontroller eller i øvrige forretningsgange mv., vil dette blive meddelt virksomhedens daglige ledelse med vores forslag til afhjælpning heraf. Er der tale om væsentlige mangler, eller finder vi det i øvrigt påkrævet, vil forholdet også blive indført i rapporteringen til den øverste ledelse. Vi skal for en ordens skyld bemærke, at revisionen af årsregnskabet ikke er tilrettelagt med henblik på at afdække samtlige svagheder, mangler eller uhensigtsmæssigheder, der måtte forekomme i virksomhedens regnskabs- og registreringssystemer mv.

Bliver vi under revisionen bekendt med forhold, der giver begrundet formodning om, at medlemmer af ledelsen kan ifalde erstatnings- eller strafansvar, skal vi ifølge lovgivningen oplyse herom i revisionspåtegningen. Der skal altid gives oplysninger om overtrædelse af

  • straffelovens kapitel 28 samt skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen
  • den for virksomheden fastsatte selskabsretlige eller tilsvarende lovgivning
  • lovgivningen om regnskabsaflæggelse, herunder om bogføring og opbevaring af regnskabs­materiale.

Hvis vi under revisionen konstaterer, at den øverste ledelse ikke overholder sin forpligtelse til at oprette og føre bøger, fortegnelser, protokoller mv., er vi pålagt at udfærdige en særskilt erklæring, der vedlægges årsrapporten til fremlæggelse på den ordinære generalforsamling, medmindre der på generalforsamlingen skal ske godkendelse af årsrapporten, og forholdet er omtalt i revisionspåtegningen på årsregnskabet.

Vi er som revisorer underlagt tavshedspligt, og dette indebærer, at vi ikke må videregive fortrolige oplysninger, som vi får kendskab til i forbindelse med revisionen. Denne tavshedspligt omfatter dog ikke oplysninger, som kræves efter gældende lov, domstols- eller voldgiftsafgørelse eller af tilsynsmyndigheder, eller hvor det med rette anses for nødvendigt for at kunne beskytte egne lovlige interesser.

Revisors uafhængighed er én af de grundlæggende forudsætninger for en troværdig erklæring og derfor genstand for en detaljeret regulering. Vi har etableret en række procedurer i forbindelse med accept og styring af vores erklæringsopgaver, som skal sikre vores uafhængighed. I det tilfælde at vi overtræder uafhængighedsreglerne under vores opgaveløsning, er vi forpligtet til at drøfte konsekvenser heraf med virksomhedens ledelse, herunder redegøre for årsagen til overtrædelsen og iværksatte tiltag, som skal hindre fremtidige overtrædelser. Resultatet af disse drøftelser vil fremgå af vores rapportering til virksomhedens øverste ledelse.

Medmindre anden aftale foreligger, kommunikerer vi elektronisk med virksomheden, når dette er hensigtsmæssigt. Kommunikation via internettet indebærer risiko for, at fortrolig information læses af andre end dem, informationen er tiltænkt. Vi påtager os derfor intet ansvar for skader, der måtte opstå som følge af anvendelsen af kommunikation via internettet, ligesom vi ikke vil gøre tilsvarende ansvar gældende over for virksomheden.

5. Ansvarsfordeling

Revisionen bygger ifølge lovgivningen på følgende fordeling af ansvar for årsrapporten mellem virksomhedens ledelse og revisor:

Ledelsens ansvar

Det er den daglige ledelses ansvar, at virksomhedens bogføring sker under iagttagelse af lovgivningens regler herom, og at formueforvaltningen foregår på betryggende måde bl.a. ved at etablere et pålideligt internt kontrolsystem.

Det er den øverste ledelses ansvar, at virksomhedens bogføring og formueforvalt­ning kontrol­leres på en tilfredsstillende måde, og at det nødvendige grundlag for revision er til stede.

Det er den øverste ledelses ansvar, at det gennem hensigtsmæssige forretningsgange samt registrerings- og kontrolsystemer sikres, at tilsigtede og utilsigtede fejl så vidt muligt forebygges samt opdages og korrigeres. Ledelsen skal ifølge bogføringsloven udarbejde en efter virksomhedens art og størrelse afpasset beskrivelse af disse forretningsgange og registreringssystemer.

Den øverste og daglige ledelse har endvidere ansvaret for, at der hvert år udar­bejdes en årsrapport, der opfylder lovgivningens og vedtægternes regnskabsbe­stem­melser samt relevante regnskabsstandarder.

Det er også virksomhedsledelsens ansvar at give revisor

  • adgang til al information, som ledelsen er bekendt med er relevant for udarbejdelsen af regnskabet, såsom registreringer, dokumentation og andre forhold
  • yderligere information, som revisor måtte anmode ledelsen om til revisionens formål
  • ubegrænset adgang til personer i virksomheden, som revisor fastslår, det er nødvendigt at indhente revisionsbevis fra.

Revisors ansvar

Det er revisors ansvar at kontrollere, at det udarbejdede årsregnskabet opfylder lov­giv­ningens og ved­tægternes regnskabsbestemmelser samt relevante regnskabsstandarder, og herunder at vurdere den an­vendte regnskabs­praksis og de af ledelsen afgivne oplysninger og udøvede regnskabsmæssige skøn. Det er også vores ansvar at kontrollere, at årsregnskabet ikke indeholder væsentlige fejl, og at informationerne i ledelsesberetningen er i overensstemmelse med årsregnskabet.

Ifølge revisorloven er revisor offentlighedens tillidsrepræsentant i forbindelse med afgivelse af erklæringer, der kræves ifølge lovgivningen eller ikke udelukkende er bestemt til hvervgivers eget brug. Dette indebærer, at vi i forbindelse med erklæringsafgivelsen også skal varetage hensynet til andre regnskabsbrugere end virksomhedens kapitalejere.

Det er ikke vores opgave at udføre revision for at udøve kritik af virksomhedens forret­nings­mæssige dispositio­ner.

Yder vi efter aftale med virksomhedens ledelse rådgivning og assistan­ce – eksempelvis i forbindelse med udarbejdelse af selvangivel­se – har vi som rådgivere et selv­stæn­digt ansvar herfor.

6. Revisors dokumentationsmateriale

Arbejdspapirer og anden dokumentation, herunder både elektroniske og fysiske arbejdspapirer, der tilvejebringes som led i revisionen, tilhører alene Deloitte. Efter gældende praksis kan sådan dokumentation makuleres eller slettes efter 10 år, medmindre vi anser dokumentationen for fortsat at være af betydning for revisionen.

Findes det hensigtsmæssigt at udlevere materiale eller filer til virksomheden, sker dette, under forudsætning af at virksomheden alene anvender materialet til eget brug og ikke videregiver dette til tredjemand.

Vi påtager os intet ansvar for virksomhedens eventuelle egen anvendelse af det udleverede materiale, medmindre der indgås særskilt skriftlig aftale om vores assistance med bearbejdning af materialet og vores ansvar i forbindelse hermed.

7. Kvalitetssikring af den udførte revision

Ifølge revisorloven er vi underlagt regler om kvalitetskontrol, der udføres af Erhvervsstyrelsen. Dette medfører, at vores arbejdsdokumentation for vores kunder, stikprøvevis kan blive udvalgt til kvalitetskontrol.

Kvalitetskontrollanterne fra Erhvervsstyrelsen er underlagt tavshedspligt.

8. Virksomhedens offentliggørelse af årsrapport mv.

Hvis virksomhedens årsrapport mv. ønskes offentliggjort i uddrag eller i en form, som afviger fra den, som vi har forsynet med revisionspåtegning, skal vi anbefale, at dette drøftes med os, idet årsregnskabsloven indeholder særlige regler herom, som virksomheden skal være opmærksom på. Dette skal dog altid ske ved offentliggørelse af årsrapporten på virksomhedens hjemmeside i en form, der er anderledes end det dokument, som vi har forsynet med revisionspåtegning.

Virksomheden er også forpligtet til at indhente vores forhåndsgodkendelse, før andre dokumenter, hvori vores firmanavn er indeholdt, offentliggøres eller udleveres til tredjemand.

9. Grundlag for revisionen

Som grundlag for revisionen foretager virksomheden gennemgang af drifts- og balancekonti for korrekt kontering og periodisering samt udarbejder afstemninger, specifikationer, opgørelser og analyser mv.

Virksomheden udarbejder derudover årsrapporten i overensstemmelse med den gældende lovgivning, medmindre dette er eksplicit aftalt, at dette udarbejdes af Deloitte.

I tilknytning hertil udarbejder virksomheden dokumentation til brug for årsafslutningen, der indeholder råbalance med efterposteringer og afstemninger mv. Disse skal være gennemgået og godkendt af den ansvarlige for regnskabsafslutningen, før dokumentationen stilles til Deloittes disposition. Vi vil forud for års­afslutningen sende en særskilt arbejdsplan med en oversigt over de afstemninger og analyser mv., som vi har brug for i forbindelse med revisionen.

Får vi ved planlægningen eller gennemførelsen af revisionen behov for yderligere analyser eller afstemninger, vil vi også bede virksomhedens medarbejdere om at være behjælpelige med at udarbejde dette dokumentationsmateriale.

Vi vil i forbindelse med årsafslutningen i samråd med virksomheden aftale den tidsmæssige placering af vores revision.

10. Rådgivnings- og assistanceopgaver

Hvis vi har aftalt med den daglige ledelse, at vi i forbindelse med årsafslutningen vil assistere virksomheden med rådgivnings- og assistanceopgaver, vil dette blive særskilt aftalt, inklusiv ansvarsfordelingen, medmindre der er tale om en af følgende standardydelser, hvor nedenstående standardbetingelser gælder, medmindre andet er eksplicit aftalt:

  • At opstille
  • At foretage elektronisk indsendelse til Erhvervsstyrelsen (XBRL-indberetning)
  • At udarbejde forslag til opgørelse af den skattepligtige indkomst samt indberette selskabsselvangivelsen til Skattestyrelsen.

Når vi udfører rådgivnings- og assistanceopgaver, vil vi vurdere, om vi opfylder uafhængighedsbestemmelserne i revisorloven.

10.1 Opstilling af årsregnskabet 

Det er ledelsens ansvar, at virksomhedens bogføring sker efter lovgivningens regler herom, og at der hvert år udarbejdes en årsrapport. Vi vil på baggrund af den afstemte råbalance for virksomheden assistere virksomheden med at udarbejde forslag til årsregnskab, som vi vil gennemgå med ledelsen. Ansvaret for årsregnskabet påhviler ledelsen i virksomheden. Vi vil forud for ledelsens godkendelse af det af os udarbejdede forslag indhente ledelsens godkendelse af eventuelle efterposteringer, som vi udarbejder og foreslår ledelsen i forbindelse med opstillingen af årsregnskabet.

10.2 Elektronisk indsendelse til Erhvervsstyrelsen

Vi vil assistere virksomheden med at indsende årsrapporten elektronisk til Erhvervsstyrelsen. Det betyder, at der til Erhvervsstyrelsen indsendes et PDF-dokument med den generalforsamlingsgodkendte årsrapport og et såkaldt XBRL-dokument, der indeholder informationerne i den generalforsamlingsgodkendte årsrapport i et digitalt format. Dette indebærer, at årsrapporten skal konverteres til XBRL-formatet baseret på en såkaldt XBRL-taksonomi (skemaregnskab), der er udarbejdet af Erhvervsstyrelsen.

Umiddelbart efter at der er afholdt ordinær generalforsamling, sender ledelsen Deloitte den årsrapport, som er godkendt og underskrevet af dirigenten og ledelsen på generalforsamlingen. Hvis der i forbindelse med afholdelsen af generalforsamlingen ændres i årsrapporten, herunder hvis størrelsen af udbyttet ændres, skal ledelsen kontakte os.

Vi vil herefter danne det krævede XBRL-dokument samt sørge for indsendelse til Erhvervsstyrelsen. De indsendte dokumenter vil blive sendt til virksomheden til opbevaring som en del af virksomhedens regnskabsmateriale.

10.3 Forslag til opgørelse af skattepligtig indkomst og indberetning af selvangivelsen

En opgave om assistance med opstilling af finansielle oplysninger og assistance med opgørelse af den skattepligtige indkomst er ikke en erklæringsopgave med sikkerhed, og vi vil derfor ikke verificere nøjagtigheden eller fuldstændigheden af de oplysninger, vi har modtaget, eller på anden måde indhente bevis, der gør det muligt for os at udtrykke en revisions- eller reviewkonklusion. Vi udtrykker derfor ingen revisions- eller reviewkonklusion.

Virksomheden er ansvarlig for, at opgørelsen af den skattepligtige indkomst og selvangivelsesindberetningen er i overensstemmelse med den skattemæssige begrebsramme, herunder nøjagtigheden og fuldstændigheden af de registreringer, dokumenter, redegørelser og anden information, som bliver tilvejebragt til brug for vores udarbejdelse af opgørelsen af den skattepligtige indkomst og selvangivelsesindberetningen. Omfattet af indberetningen er bl.a. oplysninger om kontrollerede transaktioner.

Dette omfatter endvidere ansvaret for de nødvendige vurderinger i forbindelse med udarbejdelsen af opgørelsen af den skattepligtige indkomst og selvangivelsesindberetningen.

Indberetningen til Skattestyrelsen vil blive foretaget ved brug af digital signatur, ligesom vi også vil bruge den digitale signatur til at indhente oplysninger om virksomhedens skatteforhold hos Skattestyrelsen.

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('