Insight
Begrænset skattepligt indføres på offshoreaktiviteter
Nyt lovforslag fremsat
Som udløber af klimaaftalen fra juni 2020 om etablering af en energiø i Nordsøen er et nyt lovforslag fremsat den 29. marts 2023. Lovforslaget vil udvide dansk beskatningskompetence på offshoreaktiviteter.
17. maj 2023
Efter de gældende danske skatteregler er udenlandske selskaber begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de udfører virksomhed fra et fast driftssted i Danmark. Tilsvarende er udenlandske, fysiske personer, som ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, typisk indkomstskattepligtige til Danmark, hvis de udfører arbejde i Danmark i mere end 183 dage inden for en 12-måneders periode eller for et fast driftssted i Danmark eller hvis vederlaget betales af en arbejdsgiver eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i Danmark. Dansk beskatningskompetence kan som udgangspunkt kun gøres gældende inden for 12-sømilegrænsen regnet fra den danske kyst – medmindre særregler gør sig gældende, eksempelvis for kulbrintebeskatning.
Hvis lovforslaget vedtages, vil dansk beskatningskompetence også omfatte offshoreaktiviteter uden for 12-sømilegrænsen, men inden for Danmarks økonomiske zone. Den begrænsede skattepligt vil gælde for både udenlandske virksomheder og personer.
Lovforslaget omfatter aktiviteter i form af:
- etablering, drift og benyttelse af kunstige øer
- installationer, og
- anlæg.
Ifølge forarbejderne skal reglerne fortolkes bredt og omfatter alle former for arbejde, som har direkte sammenhæng med kunstige øer, installationer og anlæg i Danmarks økonomiske zone.
Efter forslaget skal reglerne ikke finde anvendelse for aktiviteter i forbindelse med:
- Etablering, drift og benyttelse af undersøiske kabler og rørledninger, som alene benyttes til transit gennem Danmarks eksklusive økonomiske zone.
Lovforslaget indeholder desuden regler, som har til hensigt at skabe klarhed over de skattemæssige konsekvenser af, at anlæg opført til brug for kulbrinteaktiviteter anvendes til aktiviteter med lagring af CO2.
Lovforslaget indeholder ikke en regulering af moms, afgifter eller andre retsområder – men vi følger udviklingen nøje.
Selvom lovforslaget endnu ikke er vedtaget, bør de skattemæssige forhold allerede nu tænkes ind i planlægningen af nye offshoreprojekter i Danmark – ligesom det er vigtigt at være opmærksom på, at lovforslaget også får virkning for allerede eksisterende projekter. Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. juli 2023.
Lovforslaget i sin helhed kan findes her.
Hos Deloitte har vi et særligt fokus på offshoreaktiviteter, og vi hjælper gerne med rådgivning og sparring i forhold til jeres aktiviteter.
English version here.