Globalt momsfradrag for aktører i den finansielle sektor

13. februar 2019

EU-Domstolen tager i sag C-165/17, Morgan Stanley, stilling til fradragsret for moms i filialer i den finansielle sektor. Dommen vil få betydning for danske filialer af udenlandske selskaber og for danske selskaber med filialer i udlandet. Dommens principper vil gælde i de tilfælde, hvor hverken filialen eller hovedkontoret er del af en fællesregistrering for moms. 

Danske retningslinjer har et andet indhold. Hvis den nye praksis er en fordel, så momsfradraget er højere end hidtil, bør der indsendes en anmodning om genoptagelse.

I den konkrete sag har Morgan Stanley en filial i Frankrig, som afholder omkostninger, der udelukkende bruges til dens britiske hovedkontors momsfrie ydelser.

Derudover afholder filialen i Frankrig også omkostninger, der anvendes både til det britiske hovedkontors momsfrie ydelser, samt til filialens tilsvarende ydelser, der dog efter fransk lovgivning frivilligt er pålagt moms. 

Filialen og hovedkontoret indgår ikke i momsmæssige fællesregistreringer.

Domstolen kommer frem til, at der ved opgørelsen af momsfradragsprocenten skal tages højde for, i hvilket omfang omkostningen kan allokeres til ydelser, der giver ret til momsfradrag.

Derfor skal filialens momsfradrag for omkostninger, der udelukkende knytter sig til hovedkontorets ydelser, opgøres ud fra en brøk med hovedkontorets omsætning alene i nævneren, og de transaktioner, der giver ret til fradrag efter både fransk og britisk lovgivning i tælleren.

Denne opgørelsesmetode betyder, at filialen, der havde opgjort sin fradragsret ud fra sine egne ydelser alene, går fra fuldt momsfradrag til intet momsfradrag på disse omkostninger, idet hovedkontorets ydelser ikke er momspligtige efter lovgivning i Storbritannien.

På de omkostninger, der både vedrører filialens (momsbelagte) ydelser, og hovedkontorets (momsfrie) ydelser, skal filialen opgøre en momsfradragsprocent, hvor nævneren består af den samlede omsætning fra både filialen og hovedkontoret, og tælleren indeholder filialens momspligtige omsætning, og den omsætning fra hovedkontoret, der efter begge landes lovgivning er momspligtig.

I princippet bør denne beregningsmetode føre til, at en virksomhed får samme fradragsret for moms afholdt i udlandet, uanset om den har en filial med momsregistrering eller søger momsrefusion.

Dommen får ganske givet også effekt for filialer i Danmark, men på grund af den mere simple lovgivning her i landet, skal vi kun forholde os til én fradragsbrøk for alle omkostninger, der bruges til både momspligtige og momsfrie ydelser.

Dommen åbner også op for, at danske selskaber med filialer i udlandet gentænker deres momsfradragsprocent og indregner omsætning fra filialer i udlandet, hvis omkostningerne i Danmark også går til at skabe den momspligtige omsætning i filialen. Domstolen præciserer således også den tidligere dom vedrørende Lé Credit Lyonnais (sag C-388/11), så der er sammenhæng mellem de to domme.