Insight

Lavere afgift på elektricitet i en turbulent tid

Elafgiften lempes pr. 1. juli 2022

Elafgiften har de seneste år været under en større forandring. Nu nedsættes elafgiften fra 90,3 øre til 76,3 øre pr. kWh. Lempelsen får betydning for virksomheder uden fuldt fradrag for moms, liberale erhverv og private husholdninger. Virksomheder med fuldt momsfradrag berøres ikke.

23. juni 2022

 

Elafgiften nedsættes nu fra 90,3 øre pr. kWh til 76,3 øre pr. kWh. Det sker med virkning fra den 1. juli 2022. Ud over at elafgiften bliver lempet med 14 øre pr. kWh den 1. juli 2022, er det vedtaget, at elafgiften frem mod 2030 trinvist skal lempes yderligere til 62,9 øre pr. kWh. Den nedsatte elafgift forventes bl.a. at øge incitamentet til at få installeret f.eks. elladestandere og varmepumper.

For virksomheder uden fuldt fradrag for moms samt for virksomheder kategoriseret som ”liberale erhverv” vil lempelsen slå igennem på bundlinjen. Virksomheder med ingen eller kun delvis ret til fradrag for moms har alene ret til godtgørelse af afgifter i samme omfang, som de har fradrag for momsen (gælder ikke elafgiften på el til virksomhedens egne ladestandere). Dette forbliver uændret, hvormed lempelsen vil kunne mærkes for den andel af elafgiften, som kan henføres til de ikke-momspligtige aktiviteter. Liberale erhverv – f.eks. advokater, revisorer, arkitekter, rådgivende ingeniører og bureauer (dog ikke rejsebureauer, turistkontorer og ejendomsadministration) – kan frem mod 1. januar 2023 ikke få godtgjort elafgiften på andet elforbrug end til rumvarme, opvarmning af brugsvand og til komfortkøling. De virksomheder vil således kunne mærke lempelsen i andet halvår af 2022. Herefter vil de være ligestillet med andre momsregistrerede virksomheder.

For de fleste momsregistrerede virksomheder får lempelsen dog ingen betydning, da de i forvejen kan få godtgjort hele elafgiften med undtagelse af EU’s minimumsafgift på 0,4 øre pr. kWh.

Husk at godtgørelsesreglerne i øvrigt blev ændret væsentligt den 1. januar 2021, så der ikke længere er forskel i godtgørelsessatsen for el til såkaldt procesforbrug og el til rumvarme, opvarmning af brugsvand og komfortkøling.

Vi har opdateret vores værktøj til beregning af godtgørelse af elafgift, så der er taget højde for den nye elafgiftssats fra 1. juli 2022.

Hvis du har spørgsmål til udviklingen i elafgiften historisk eller fremadrettet, og hvilken betydning det har for din virksomhed, er Deloittes afgiftsteam klar til at svare på dem.

Afgiftsskema

Hent det her
Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('