Insight
Medarbejderaktier – indberetning via eKapital
Har I medarbejdere, som modtager aktieløn?
Med indkomstårets afslutning følger behovet for en lang række indberetninger til Skattestyrelsen. En ofte overset forpligtelse er indberetningen af medarbejderaktier til eKapital. Vi har derfor lavet en oversigt, som kan hjælpe jer med at overholde relevante krav til denne indberetning.
27. november 2024
Hvorfor er indberetningen af eKapital vigtig?
Hvor indberetningen til eIndkomst er en lønmæssig indberetning, er indberetningen til eKapital en indberetning af selve erhvervelsen af de aktier, som medarbejderne ved deltagelse i et eller flere aktielønsprogrammer har modtaget i løbet af året. Aktieløn kommer i mange former, og de typisk anvendte omfatter blandt andet Restricted Stock Units (RSUs), Performance Shares samt Stock Options og Warrants.
Normalt påhviler pligten til at indberette til eKapital depotførere, dvs. banker og andre finansielle institutioner, men siden indkomståret 2019 har indberetningspligten for medarbejderaktier været hos arbejdsgiveren.
Indberetningen af erhvervelsen af medarbejderaktier betyder, at informationen automatisk kommer med på medarbejdernes årsopgørelse. Derved skal medarbejderne blot kontrollere, at det korrekte antal aktier er indberettet, og det gælder, uanset om aktierne ligger i et dansk eller et udenlandsk depot.
Indberetning til eKapital skal ske for alle medarbejdere, som har modtaget aktier omfattet af ligningslovens §§ 7P, 16 eller 28, og som er ansat af danske selskaber, uanset om medarbejderne er bosiddende i Danmark eller i udlandet.
I praksis sikrer indberetningen, at Skattestyrelsen modtager de nødvendige informationer om aktierne, som medarbejderen ellers selv har ansvaret for at oplyse i forbindelse med selvangivelsen.
Hvordan foregår indberetningen til eKapital?
Selve indberetningen sker via et særligt Excel-ark, som skal udfyldes med informationer vedrørende erhvervelsen, deltageren, aktien samt selve transaktionen. For at kunne indarbejdes i Skattestyrelsens systemer, skal arket udfyldes i et i forvejen fastlagt format, hvor der blandt andet stilles krav til antal tegn og decimaler individuelt bestemt for hvert felt. Således er præcision vigtig, da formatet skal følges nøje.
Når arket er udfyldt, skal det konverteres til en txt-fil, som indeholder koderne, og som herefter skal indsendes til Skattestyrelsen. Selve indsendelsen kan ske via selskabets skattemappe eller via en såkaldt Gateway-adgang. Fordelen ved indsendelse via Gateway-adgang er, at det indsendte kvalitetssikres og håndteres direkte i det system, som depotførere normalt indberetter i, inden det sendes til Skattestyrelsens systemer.
Deloitte har etableret en Gateway-adgang, som indberetter på vegne af virksomheder. Da denne proces kan være tidskrævende, kan Deloitte tilbyde assistance med håndteringen heraf.
Hvornår skal indberetningen være på plads?
Indberetningen skal foretages senest den 20. januar i det efterfølgende indkomstår. Således skal indberetningen for indkomståret 2024 ske senest den 20. januar 2025. Det er ikke muligt at anmode om fristforlængelse.
Indberetningen kan normalt foretages fra midten af december. Den præcise startdato forventes at blive offentliggjort snart og vil fremgå af eKapitals hjemmeside.
Bemærk at manglende eller fejlbehæftet indberetning kan resultere i bøder i henhold til de almindelige regler herom.
Har I også husket indberetningen til eIndkomst?
Udover indberetningen til eKapital, skal man også huske at indberette de avancer, som er skattepligtige, som lønindkomst.
Deloitte står klar til at hjælpe!
For virksomheder, der finder indberetningsprocessen til eKapital og eIndkomst kompleks, står Deloitte klar til at hjælpe. Med vores erfarne eksperter og praktiske Gateway-adgang er vi klar til at guide jeres virksomhed igennem indberetningen.
Har I spørgsmål eller brug for assistance, er I velkommen til at kontakte os.
Find English version here.