Insight

Pas på de ulovlige kapitalejerlån

Det kan have store skattemæssige konsekvenser

Fejlagtig håndtering af et ulovligt kapitalejerlån efter LL § 16E, kan have store skattemæssige konsekvenser, særligt hvis indfrielsen af kapitalejerlånet ikke sker korrekt. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at der er forskel på den skatte- og selskabsretlige måde at indfri kapitalejerlånet på.

15. december 2023

 

Generelt om kapitalejerlån

Det kan siges meget klart. Man skal gøre alt i verden for ikke ulovligt at disponere over selskabets midler, men selv her mere end 11 år efter, at reglerne omkring beskatning af ulovlige kapitalejerlån blev indført i LL § 16E, sker det stadig, at der opstår ulovlige kapitalejerlån. 

Hertil har det store konsekvenser, når disse ulovlige kapitalejerlån (ulovlige hævninger) ikke indfries korrekt skattemæssigt, hvilket oftest medfører dobbeltbeskatning eller det, som er værre.

Det er derfor vigtigt, at der i forbindelse med indfrielse af ulovlige kapitalejerlån søges rådgivning, således at det sikres, at hævningerne håndteres korrekt:

  • skatteretligt,
  • selskabsretligt og 
  • bogførings- og regnskabsmæssigt.

 

Personkredsen udvides

Det er ikke muligt at låne penge ud eller yde sikkerhedsstillelser til personer, der har bestemmende indflydelse i et ApS, A/S eller tilsvarende udenlandsk selskab. Hertil skal det bemærkes, at børn, børnebørn og ægtefæller tælles med, når det afgøres, om man har bestemmende indflydelse i selskabet.

Praksis har dog udviklet sig derhen, at også kærester og samlevere skal medregnes i forhold til, om der foreligger bestemmende indflydelse.

 

Undgå tilbagebetalinger

Det anbefales ikke skattemæssigt, at der foretages tilbagebetalinger på et ulovligt kapitalejerlån, da det vil medføre dobbeltbeskatning. Det er derfor vigtigt, at der søges rådgivning i forhold til særligt den skatte- og selskabsretlige indfrielse.

I en konkret sag foretog en skatteyder en hævning på 200.000 kr., men foretog efterfølgende indbetaling af de samme 200.000 kr. Efterfølgende foretog skatteyderen igen en hævning på 200.000 kr. og en indbetaling af samme beløb for til sidst at hæve de selvsamme 200.000 kr., dog uden at foretage tilbagebetaling denne gang. Det medførte en samlet beskatning af 600.000 kr., selvom skatteyderen egentlig kun havde fået 200.000 kr. i ”baglommen”. 

Sagen illustrerer på bedste vis de store konsekvenser, der kan være af et ulovligt kapitalejerlån, og hvorfor det er vigtigt at søge den rette rådgivning omkring indfrielse af hævninger omfattet af LL § 16E.

 

Hvor kan jeg få hjælp?

Du er velkommen til at kontakte Deloittes skatteafdeling, hvis du ønsker hjælp til håndtering af et ulovligt kapitalejerlån eller en igangværende skattesag vedrørende et ulovligt kapitalejerlån.

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('