Skal der moms på ydelser mellem hovedkontor og filial?

28. januar 2020

Problemstilling

Et hovedkontor i ét EU-land og dets filial i et andet EU-land kan som udgangspunkt udveksle ydelser uden moms, da enhederne anses som samme juridiske enhed. Det faktum, at en filial og dets hovedkontor er én juridisk enhed, blev fastslået i C-210/04, FCE Bank. I denne sag fastslog EU-Domstolen, at en filial ikke udøver selvstændig økonomisk virksomhed og derfor er afhængig af hovedkontoret. Domstolen kom til denne konklusion på baggrund af en vurdering af, at den konkrete filial ikke selv bar den økonomiske risiko forbundet med aktiviteten, fordi filialen ikke havde en kapital, der stod til sikkerhed for dens tab. Når filialen er afhængig af hovedkontoret, skal der ikke lægges moms på ydelser mellem hovedkontoret og filialen.

EU-Domstolen modificerede dette udgangspunkt i C-7/13, Skandia. Når en filial indgår i en fællesregistrering, skal filialen betale moms på ydelser fra hovedkontoret. 

De danske skattemyndigheder har fortolket på Skandia-dommen og offentliggjort en ny praksis gældende fra ultimo maj 2020. Næsten samtidig har den svenske ”Högsta Förvaltningsdomstolen” henvist en sag til EU-Domstolen om rækkevidden af Skandia-dommen. Diskussionen vedrørende moms på ydelser mellem hovedkontor og filialer i andre EU-lande, kombineret med nationale fællesregistreringsregler, er således blusset op endnu en gang.

Baggrund

Årsagen, til at den nye sag er interessant, er, at det er en opfølger til C-7/13, Skandia, der blev afsagt i 2014. Skandia-dommen var ventet med spænding, da dommen forventedes at skabe klarhed over den momsmæssige behandling af ydelser fra et hovedkontor til en filial, når filialen indgår i en fællesregistrering.

Skandia-dommen vedrørte et hovedkontor beliggende i USA og en filial i Sverige. Filialen indgik i en fællesregistrering i Sverige, og EU-Domstolen fandt derfor, at hovedkontoret ikke kunne levere ydelser til filialen, uden at filialen beregnede moms. Filialen havde, ved at indgå i en fællesregistrering i Sverige med andre selskaber, så at sige ”klippet navlestrengen” til hovedkontoret, og var en del af en fællesregistrering i Sverige i stedet. 

Den nye sag vil få tilsvarende stor betydning, da den vedrører den omvendte situation – levering fra hovedkontor i en fællesregistrering til en filial, der står alene. Det danske hovedkontor er i en dansk fællesregistrering og fakturerer omkostninger for brug af en it-platform til filialerne, heriblandt filialen i Sverige. Den svenske filial indgår ikke i en fællesregistrering i Sverige og kan, på grund af momsreglerne om fællesregistrering, ikke indgå i den danske fællesregistrering.

Den svenske ”Högsta Förvaltningsdomstolen” valgte den 30. oktober at henvise spørgsmålet om momspligt til EU-Domstolen med henvisning til, at der på baggrund af tidligere EU-retspraksis er en form for konsensus i forhold til momsbehandlingen af transaktioner mellem filial og hovedkontor, men at der dog er en forskellig tilgang til problemstillingen i EU-landene. 

EU-Domstolen skal i den nye sag tage stilling til, om den svenske filial – på samme måde som Skandias svenske filial – har ”klippet navlestrengen” til hovedkontoret og er selvstændig i forhold til dette, altså om filialen skal betale moms af ydelser fra hovedkontoret, når hovedkontoret har besluttet samtidig at indgå i et andet fællesskab, nemlig i den danske fællesregistrering. 

Udfaldet af den nye sag afhænger i stor grad af, hvor bred en virkning EU-Domstolen mener, at Skandia-dommen har, idet Skandia-dommen adskiller sig fra den nye sag på nogle afgørende punkter. Blandt andet vedrørte Skandia-dommen et hovedkontor, der var etableret uden for EU, mens begge enheder i den nye sag er etableret i EU. Herudover vedrører den nye sag interne it-omkostninger allokeret fra det danske hovedkontor til filialen, mens Skandia-dommen vedrørte betaling af moms på eksternt indkøbte ydelser, der reelt, via filialen, blev overført momsfrit til andre selskaber i Sverige, som ikke kunne have købt disse ydelser momsfrit uden filialens mellemkomst. I Skandia-sagen gav kombinationen med en fællesregistrering/filial således en fordel, hvilket måske også har haft indflydelse på domstolens vurdering. 

Den nye sag vedrører en situation, som EU-Domstolen endnu ikke har taget eksplicit stilling til, men som mange lande, heriblandt Danmark, og EU’s momskomite allerede har offentliggjort holdninger til. EU-Domstolens endelige dom kan derfor potentielt ændre praksis for momshåndteringen af transaktioner mellem filial og hovedkontor.

På trods af at Skandia-dommen næsten vedrører den omvendte situation i forhold til den nye svenske sag, er det ikke sikkert, at resultatet af den nye svenske dom er givet på forhånd. EU-Domstolen har før lavet en anderledes fortolkning, hvis der skulle tages stilling til en problemstilling, EU-Domstolen tidligere havde vurderet fra et andet perspektiv. 

Som eksempel kan nævnes to sager, som EU-Domstolen skulle tage stilling til vedrørende opgørelse af delvis fradragsprocent for et hovedkontor og dets filialer. I sag C-388/11, Le Crédit Lyonnais, gjorde et pengeinstitut gældende, at omsætningen fra udenlandske filialers transaktioner skulle medregnes ved beregningen af hovedsædets prorata-sats, som er bestemmende for fradragsretten og dermed skabe en højere fradragsret. Dette afviste EU-Domstolen, mens den i en senere sag, C-165/17, Morgan Stanley, anerkendte, at en del af hovedkontorets omsætning skal inddrages ved opgørelsen af filialens prorata-sats, således at filialens delvise fradragsret blev forhøjet. 

Efter vores opfattelse er det bestemt ikke skrevet i granit allerede, hvad EU-Domstolen kommer frem til – og under alle omstændigheder er det prisværdigt, at et medlemsland spørger EU-Domstolen, hvis der er tvivl om fortolkningen af en regel eller rækkevidden af en tidligere dom. Vi bliver ikke overraskede, hvis EU-Domstolen endnu engang nuancerer sit syn på problemstillingen.

Nye styresignaler

Indtil den svenske sag bliver behandlet af EU-Domstolen, er danske virksomheder og danske filialer af udenlandske virksomheder nødt til at forholde sig til det, som Skattestyrelsen melder ud på området. 

Skattestyrelsen udsendte to nye styresignaler den 29. november 2019, der ændrer dansk praksis på området (SKM2019.593.SKTST og SKM2019.594.SKTST). Praksisændringen består i, at Skattestyrelsen, ved vurderingen af om der skal betales moms på ydelser mellem et hovedkontor og en filial, vil tillægge det betydning, om én af parterne indgår i en fællesregistrering enten her i landet, i et andet EU-land, eller et land uden for EU, hvis dette land har et momssystem og fællesregistreringsregler, der er sammenlignelige med EU’s momssystem. Som altid, når administrativ praksis skærpes, er der 6 måneders frist til ikrafttrædelsen, og den nye praksis træder derfor i kraft 29. maj 2020.  

Praksisændringen står dog i kontrast til indholdet i den juridiske vejledning, afsnit D.A.14.1.7, hvor det i et stykke tid allerede har fremgået, at:

"Hvis en filial i et EU-land af et selskab med hjemsted i et tredjeland er medlem af en fællesregistrering i EU-landet, så kan hjemstedet og filialen derimod ikke betragtes en og samme afgiftspligtige person. Levering af ydelser fra hjemstedet til filialen udgør derfor momspligtige transaktioner."

Dette afsnit er sandsynligvis baseret på Skatterådets bindende svar fra juni 2016 (SKM2016.344.SR), hvor en dansk filial af et hovedkontor, der indgik i en fællesregistrering, skulle beregne dansk moms af ydelser fra hovedkontoret.

Hvis virksomheder har fulgt dette bindende svar og teksten i den juriske vejledning, kan den betalte moms søges tilbage for afgiftsperioder, der er påbegyndt, men ikke udløbet, hhv. den 24. april 2007 (EU-lande) eller 15. november 2016 (lande uden for EU) – formentlig under iagttagelse af den almindelige 10-årige forældelsesfrist, selvom dette ikke er nævnt i styresignalet. Tilbagesøgninger skal være indsendt senest den 28. maj 2020.