2024

Byggeanalysen

Bliv opdateret på de seneste indsigter om byggebranchen

Leder

Velkommen til vores digitale udgave af Byggeanalysen 2024. Vi har samlet vores nøgletalsanalyser i et digitalt univers, hvor du kan klikke dig rundt og samle viden om, hvad der rører sig i branchen.

Aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen har været høj i de forgangne år, og den toppede i 2022. Byggeaktiviteten forventes at falde i 2023 og 2024 på grund af den høje rente og den økonomiske usikkerhed, som langsomt udvikler sig. Der er stor forskel på aktivitetsniveauet i de forskellige underbrancher.

Årets analyse er baseret på regnskabstal for 2023. De væsentlige prisstigninger for byggematerialer er toppet i efteråret 2022, men lønudviklingen har som følge af inflationen og den høje aktivitet været på et højt niveau i 2023.

Den gennemsnitlige overskudsgrad for den samlede branche er 6,3 %, hvilket er en flot fremgang i forhold til 2022, hvor overskudsgraden udgjorde 4,4%.

Det gennemsnitlige primære resultat pr. ansat er steget fra 90 t.kr. i 2022 til 119 t.kr. 2023. Den gennemsnitlige soliditetsgrad er samtidigt faldet fra 38,2% i 2022 til 35,7% i 2023. 86,5% af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen havde overskud i 2023, hvilket er på niveau med 2022.

Anlægsentreprenørernes indtjening er steget fra 106 t.kr. i 2022 til 155 t.kr. i 2023, hvilket er en god stigning i indtjeningen. Det er forventningen, at anlægsentreprenørerne fortsat vil have en høj aktivitet i de kommende år med fjernvarmeopgaver, elektrificering af Danmark, klimatiltag mv.

Bygningsentreprenørerne er de bedst indtjenende med et primært resultat pr. ansat på 171 t.kr., hvilket er en flot stigning i forhold til 2022, hvor det primære resultat pr. ansat for bygningsentreprenørerne udgjorde 120 t.kr. Nybyggeriet af boliger er fortsat på et lavt niveau.

Der sker en væsentlig konsolidering i branchen, hvor særligt 5-6 forskellige aktører opkøber virksomheder i forskellige dele af branchen. Der sker opkøb af malere, installationsvirksomheder, facadevirksomheder, ventilationsvirksomheder mv. Det er en nødvendig konsolidering for at skabe større virksomheder, der kan håndtere større opgaver, men også de tungere administrative krav, klimakrav mv.

Bygge- og anlægsbranchen arbejder ihærdigt med de nye CSRD-rapporteringskrav. De børsnoterede virksomheder er omfattet af kravene, og C-stor-selskaberne skal rapportere fra 2025. Det betyder, at arbejdet med bl.a. dobbeltvæsentlighedsanalyserne er i gang på nuværende tidspunkt, ligesom materialeleverandører og underleverandører også skal kunne afgive de fornødne oplysninger. Bygherrerne har i stigende grad flere og mere detaljerede klimakrav med i udbuddene, og de tæller mere og mere i pointgivningen.

Den kommende tid ser udfordrende ud for virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen. Aktiviteten var fortsat på et meget højt niveau i 2022 og 2023, men mange projekter udskydes eller aflyses på grund af den høje rente. Renten er formentligt toppet, men det ville være rart med et fald i såvel den korte som den lange rente.

Bygge- og anlægsbranchen: Primært resultat pr. ansat

Kontakt

Thomas Frommelt

Partner

René Andersen

René Andersen, Partner