Leder
Velkommen til vinterens udgave af modeanalysen 2023. På denne side har vi samlet de seneste nøgletalsanalyser, artikler og indsigter om den danske modebranche. Læs med, og hold dig opdateret på de nyeste og vigtigste tendenser i branchen!
Den danske modebranche har haft vind i sejlene og har levet godt på toppen af en højkonjunktur. Salget i de fysiske butikker er vendt stærkt tilbage, danskerne fortsætter ufortrødent med onlineshopping, og vores væsentligste eksportmarkeder handler i stor stil ind hos de danske modehuse. Derfor fremviser branchen nu stærke regnskaber, hvor også eksporten når et rekordhøjt niveau. De danske modevirksomheder kan derfor gå den kommende tid i møde med spirende optimisme, gode erfaringer og optanket økonomi.
Det kan vise sig at blive vigtigt, når der nu varsles større økonomiske udsving. For der er sorte skyer, og flere faktorer skaber uro på det finansielle marked. Den svingende dollarkurs følges trop af en høj inflation, høje energipriser, stigende renter og ændrede forbrugsvaner. Derfor ser modebranchen ind i en tid med skærpet konkurrence, og hvor der formentlig skal sadles en smule om og sættes fokus på økonomistyring, indkøbsstrategi og tilpasning af omkostninger.
Men det gælder også om, at man ikke må glemme de langsigtede perspektiver, mens stormen raser. For hvad vil man gerne stå for? Også når vi kommer ud på den anden side af en eventuel økonomisk recession?
Det er nemlig vigtigt at huske på, at der i kriser også opstår muligheder for at omstille. F.eks. betød coronakrisen, at flere digitaliserede med raketfart og lykkedes med at styrke forretningen fremadrettet. Og ser vi fremad nu, ser den grønne omstilling ud til at blive et centralt aspekt i al slags virksomhedsdrift.
Ét er, at EU’s nye direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD) foreskriver ved lov, at virksomheder fra 2024/25 skal påvise sin bæredygtige virkning. Her skal man være opmærksom på at have den rette digitale opsætning for at kunne indsamle og analysere data. Noget andet er, at der så småt også kommer tegn på, at forbrugerne faktisk efterspørger de grønne løsninger, og at ting som secondhand-bølgen tager til.
Grundlæggende har virksomhederne jo et ansvar, de skal leve op til. Men de har også en mulighed for at præge markedet og skabe fornuftige forretninger. Og faktisk er der allerede eksempler på, at den grønne omstilling skaber en række nye og spændende business cases.
Ser vi tilbage på sidste finanskrise i 2008, så tror jeg, at den skærpede konkurrence dengang var medvirkende til at skabe en enormt prisbevidst tilstand blandt forbrugerne. At vi er blevet vant til at shoppe efter tilbud og gule skilte.
Måske den kommende krise kunne være en løftestang til at tænke i mere grønne baner med færre, men bedre produkter? Hvor vi er tro mod koncept, service og kundeoplevelse, og hvor vi har øje for at forlænge varernes liv?
Skulle den kommende tid vise sig at blive en hård omgang, er jeg trods alt fortrøstningsfuld. For heldigvis har de danske modevirksomheder jo efterhånden opbygget de nødvendige kompetencer til at modstå forandringer, og de har gentagne gange vist stærk omstillingsparathed. Og så hjælper det også at kunne gå hårde tider i møde med optanket økonomi.
Dyk ned i vinterudgaven af modeanalysen 2023, udforsk de seneste nøgletal, og få fuldt overblik over situationen i branchen.
God læselyst!
Detailhandlen: Primært resultat pr. ansat
Indsigter fra branchen
Vil du høre mere?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev rettet mod 'consumer' og vær den første, der får besked, når der er nyt.
Kontakt

Morten Gade Steinmetz
Partner og leder for modebranchen, Jylland
- msteinmetz@deloitte.dk
- +45 23 61 98 04
