De største restaurationer i Danmark er ved at forberede sig på at imødekomme de nye CSRD-krav. For en branche med mange underleverandører og komplekse værdikæder, kan det synes som en delikat øvelse at rapportere om sit CO2-forbrug. Men for ejer og stifter af Madklubben, Anders Aagaard, er det et initiativ, der bliver modtaget med åbne arme. Han er overbevist om, at det kan styrke hele branchen til at blive mere klimavenlig og samtidig integrere flere digitale løsninger i en ellers traditionel analog sektor.

1.865.491 – så mange gæster besøgte Madklubbens restauranter i 2023. Med næsten 50 restauranter over hele landet er Madklubben blandt Danmarks 1000 største virksomheder.

Derfor er Madklubben også omfattet af de nye CSRD-krav for regnskabsåret 2025. Ejer og CEO, Anders Aagaard, ser den nye rapportering som et paradigmeskift, der for nogle kan virke som en stor udfordring.

"Alt nyt kan virke skræmmende, men når man så tager en kop kaffe og trækker vejret dybt, er der intet at frygte – tværtimod. Det handler om, at virksomheder skal styrke deres selvindsigt. Når vi bliver "tvunget" til at forholde os til vores forbrug, bliver det mere end tal på en resultatopgørelse. Det bliver til muligheder for at udvikle forretningen og gøre den langt mere bæredygtig".

Anders Aagaard er tydelig omkring de store potentialer, han ser i CSRD-rapporteringen – både for at optimere værdikæderne og spare ressourcer.

"For os med forretninger i flere landsdele bliver det pludselig spændende at sammenligne ressourcer, vi ikke før har kunnet. Hvor mange liter vand bruger vi i Esbjerg, når vi omsætter for 1.000 kroner, sammenlignet med i Lyngby? Hvor meget strøm bruger pizzaovnen i Odense i forhold til på Østerbro? Når vi ser forbruget i et nyt lys, er jeg sikker på, at vi kan optimere vores samlede ressourcer".

Anders Aagaard, stifter og ejer af Madklubben.

En branchealliance

Madklubben har i forberedelsen til de nye CSRD-krav indgået et samarbejde med Sovino-gruppen og brancheorganisationen Horesta. Ifølge Anders Aagaard har de taget det første skridt mod at skabe et fælles grundlag for dobbeltvæsentlighedsanalysen. Ambitionen er at udvikle en branchestandard, så andre restauranter ikke behøver starte fra nul, når de også skal i gang med deres CSRD-rapportering.

"Selvom vores restauranter er forskellige, deler vi et fælles ressourceforbrug, og vi har alle en stor og alsidig arbejdsstyrke, som vi skal passe godt på. Derfor er det en styrke at samarbejde, selvom vi er konkurrenter – de er heldigvis også dygtige. Jeg håber, at vores alliance kan skabe en fælles model, som vi i samarbejde med revisorernes brancheforening kan bruge som et godt udgangspunkt. Det bliver nok et work in progress," siger Anders Aagaard.

Han tilføjer: "Vi er ikke 100% i mål, men så længe vi er åbne om, hvad der er undervejs, bidrager vi til mere gennemsigtighed i branchen. Det vil gavne både vores privatkunder og vores B2B-segment".

Digitale muligheder i en analog branche

Restaurationsbranchen er ikke kendt for at være teknologiske frontløbere, men Anders Aagaard drømmer alligevel om, at flere restauranter investerer i digitale løsninger, der både kan hjælpe på CSRD-processen samt øge forbrugernes bevidsthed om deres klimaaftryk:

"Forestil dig en fremtid, hvor man i realtid kan se CO2-aftrykket på menukortet. Så vil langt flere kunne se forskellen på at vælge en vegetarburger frem for en klassisk burger. Og det er kun det første skridt i udviklingen. Med et optimalt datagrundlag kan vi med AI-modeller forudsige, hvor meget vi skal opvarme lokalerne, indkøbe mad og ansætte personale.”

Anders Aagaard anerkender, at den digitale udvikling tager tid, men ambitionerne er allerede til stede i branchen. Forhåbningen er, at CSRD-rapporteringen vil sætte skub i processen. De AI-modeller, der udvikles, kan nemlig gøre det muligt at forudsige og optimere CO2-tunge ressourcer som el, vand og varme til driften af lokaler samt indkøb af mad, baseret på forventet gæsteantal.

"Vi er allerede meget opmærksomme på madspild, og Madklubben har for nylig tilsluttet sig Fødevareministeriets initiativ for at bekæmpe det. Det er en stor udfordring – ikke kun for os restauratører, men for hele den vestlige verden. Det er absurd, at vi producerer for meget, fordi det koster tid, penge og skaber unødvendige problemer. Jeg tror, vi vil se, at de emner, der allerede optager os som branche, også vil blive adresseret gennem CSRD-rapporteringen," siger Anders Aagaard og afslutter:

"I sidste ende handler det om at forpligte sig til handling. Greenwashing bliver sværere, når man skal bevise sine påstande. Vi kommer til at elske CSRD selvom det kræver lidt tilvænning. Om et par år vil vi ikke kunne forestille os at gøre det anderledes. Vi vil tænke: 'Hvordan kunne vi spilde så mange ressourcer før?' Jeg er spændt på, hvad det kan betyde for en så analog branche som vores".

Anders Aagaard, stifter og ejer af Madklubben.

Kontakt

Claus Jorch Andersen

Claus Jorch Andersen, Partner

+45 30 93 67 53

Share this story

$(document.head).append(''); $(document.head).append('